Minorisering af muslimske børn i folkeskolen

”Når vi mødes i skolen, bliver det tydeligt at der er nogle traditioner og normer, som flertallet lever efter, mens der i langt de fleste situationer vil være et mindretal, som adskiller sig fra det dominerende billede.” (Bogisch, 2013)

I Danmark er der 40.000 muslimske elever. Det er omkring 7% af alle elever, hvilket gør det til den største etniske minoritetsgruppe i den danske folkeskole. I hele samfundet udgør muslimerne 4% af befolkningen med at antal på 200.000 (Kühle, 2014). Disse mennesker kan tilhøre adskillelige minoritetsgrupper ud over den religiøse: etnisk, national, kulturel, socioøkonomisk og sproglig m.fl. (Gitz-Johansen, 2006). Ligeledes kan det tilføjes, at de alene på baggrund af deres udseende kan opfattes som tilhørende en minoritet i Danmark.

Det er et typisk billede i den danske folkeskole, at især drenge med anden etnisk baggrund laver grupperinger og modsætter sig skolens reglement. Honneth (Nørgaard, 2005) forklarer dette med, at det generelt ses, at grupper der har haft fælles modstand, udviser indbyrdes solidaritet. Ud fra forskning i minoritetsbørns identitetsdannelse, beskriver Gilliam dette således:

”Når de etniske minoritetsbørn … deler skolen op i danskerne og udlændingene/muslimerne, er det netop et udtryk for, at børnene … hurtigt ser, at netop nationalitet, men ikke mindst religion, er helt centralt i skolen, og at det at være dansk og kristen er den normative primære position i den danske folkeskole.” (Bogisch & Kornholt, 2013 s. 141)

Alle mennesker har brug for at indgå i et fællesskab. Hvis de etniske minoritetsbørn ikke kan indgå i fællesskabet i klassen, må de gruppeidentificere sig andre steder. Den fælles modstand giver dem et fællesskab, som de bliver stolte af at tilhøre. Til denne gruppeidentifikation hører der ifølge Warburg (Bogisch & Kornholt, 2013) sig en vis selvafsondring; gruppen må foretage sig noget sammen, der skaber en ”vi-følelse” - det er her ”balladen” opstår; børnene mener ikke, at de kan bidrage med noget positivt, hvilket de er forhåndsstemplet med. Med tiden kan dette føre til en segregation; minoriteten lukker sig om sig selv og bliver ekskluderet fra samfundet. Politikkerne omtaler dette som mislykket integration.

Gitz-Johansen (2006) omtaler ovenstående som en subjektiv minorisering. Børnene oplever ikke nødvendigvis fra start sig selv anderledes end majoriteten grundet den objektive minorisering af deres sprog; at de undervises på dansk. De opfatter sig som anderledes - på en negativ måde, selvidentificerer sig, fordi det bliver omtalt eller udpeget sådan. F.eks. ved at lærere eller etnisk danske børn omtaler dem som ”udlændinge”, ”muslimer” eller andet. Og måske endda tillægger dem nogle af de negative fordomme, der somme tider følger med disse begreber.

Ifølge bl.a. Honneth (Nørgaard, 2005) rummer alle former for social interaktion gensidige moralske krav. Desuden er alle sociale forhold anerkendelsesforhold. Hvis vi som mennesker ikke bliver anerkendt, mister vi vores selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse afhængigt af, om det er den familieære sfære, den retslige sfære eller den solidariske sfære, vi ikke bliver anerkendt i. Den familieære sfære omhandler kærlighed og emotionel anerkendelse, hvor den retslige sfære omhandler politiske og sociale rettigheder, mens den solidariske sfære omhandler sociale og individuel anerkendelse; anerkendelse af individets værdier og evner.

Minoritetsgrupper i Danmark oplever ofte mangler i disse anerkendelsesforhold. F.eks. mangel på retslig anerkendelse grundet manglende uddannelse, indtægt, bopæl eller statsborgerskab. Mens mangel på retslig anerkendelse er de voksnes byrde, mangler de førnævnte muslimske børn solidarisk anerkendelse; anerkendelse for dem, de er (Nørgaard, 2005). Denne mangel på solidarisk anerkendelse og den dertil manglende selvværdsættelse, tvinger børnene til at søge anerkendelse andetsteds, hvilket ofte ses som søgen til familien eller familiære grupper.

Inkluderer vi de muslimske børn i folkeskolen?

Inklusion er blevet en stor del af folkeskolen og debatten herom. Normalitetsforståelsen er forsøgt udvidet, så flest muligt børn kan gå i skole inden for ”normalområdet”. Inklusion omtales oftest som inkludering af fagligt svage børn, børn med diagnoser eller fysisk udadreagerende børn, der førhen blev defineret til ikke at være i stand til at modtage undervisning og indgå i sociale relationer på lige fod med majoriteten og derfor blev ekskluderet til specialtilbud. Men inklusionen bør ligeledes inkludere børn med anden religiøs, kulturel og etnisk overbevisning end majoritetens. Det handler om en rummelighed over for minoriteten; en accept eller anerkendelse heraf. Om ikke at pålægge børnene fordomme ud fra stereotype opfattelser af minoriteter.Begrebet integration er også værd at nævne i denne sammenhæng. Hvis majoritet og minoritet ligestilles i forhold til værd og tilpasses hinanden, skal eleverne ikke tage hensyn til, at de tilhører en del af minoriteten, men kan fokusere på at lære og indgå i sociale relationer; minoriseringen forbliver objektiv. Dette kunne f.eks. være, at majoriteten undlader at tilberede svinekød, da nogle etniske minoritetselever ikke kan deltage i dette, eller at minoritetsbørnene snakker dansk i skolen - men uden at det bliver en debat eller en diskussion om, hvorvidt det skal være sådan eller ej, for så subjektiveres minoriseringen alligevel.

Kan det lade sig gøre at bevare en objektiv minorisering? At undgå at dømme eleverne på forhånd og putte dem i kasser? Svaret er ja, selvfølgelig kan det det. Problematikken ligger i, at samfundet ikke er klar til at integrere minoriteten, men udelukkende ønsker assimilation, hvilket ikke sker af sig selv. Slet ikke med de fortsatte medieomtaler og politiske debatter om f.eks. ”badning efter idræt”, ”svinekød”, ”tørklæder”, ”Ramadan og faste”, ”at tale dansk”, ”lejrture” og ”kristendomsundervisning” (Kühle, 2014).

Ved at debattere og diskutere dette med en åbenlys negativ klang, kan minoriseringen ikke være objektiv. Problemet for disse muslimske børn ligger altså ikke kun i folkeskolen blandt lærere og klassekammerater. Det omhandler ligeledes, hvad børnene ser i tv, og hvordan deres forældre opfattes i samfundet. At det er tydeligt, at det ikke er en integration - en gensidig tilpasning af majoritet og minoritet, der ønskes, men udelukkende en tilpasning af minoriteten til majoriteten eller en helt assimilation (Bogisch & Kornholt, 2013).

Dette understøttes ligeledes af, at der i 2002 blev afskaffet statsstøtte til modersmålsundervisning samtidig med at kommunerne ikke længere var forpligtede til at tilbyde denne undervisning. Muslimske børn, og andre tosprogede børn, ender derfor ofte op med to halve sprog; de udvikler ikke deres naturlige begrebsmæssige forståelse på modersmålet, og et andetsprog bliver sjældent fuldt udviklet. Senere bliver børnene stemplet som ”dumme” i forhold til de danske elever, da de ikke kan leve op til lovgivningen på området i form af trinmål og nationale tests. Kan man bebrejde dem, at de ikke taler og forstår dansk på niveau med alderssvarende elever, der er født og opvokset med dansk sprog i hjemmet? I samme år blev det vedtaget, at nyankomne familier skulle ”motiveres” til at arbejde, ved at de kun kan modtage introduktionsydelse, som er det halve af kontakthjælpsydelsen, de første tre år de er i landet.

De muslimske børn skal altså leve med at være dårligere end deres kammerater, fordi de ikke udvikler deres begrebsmæssige forståelse på modersmålet, hvilket åbenlyst diskuteres som et problem i samfundet, de skal leve i fattigdom, og de skal indordne sig under majoriteten i forhold til deres kulturelle og religiøse overbevisning eller i modsatte fald blive hængt ud offentligt (især forældrene) som islamister, der forsøger at omvende det danske, kristne samfund, fordi de ikke ønsker at deres børn skal bade offentligt eller spise svinekød. Og det er oveni, at mange er flygtet fra krig, og derfor kan have traumer med sig, som de skal forholde sig til. Er der noget at sige til, at vores ”integration” ikke lykkes? Måske var der nogle, der skulle slå det ord op en ekstra gang.

Litteratur:

Bogisch, Bjørn & Kornholt, Britta (2013) KLM på tværs kap. 5, Samfundslitteratur

Gitz-Johansen, Thomas (2006) Minoriteter i Danmark (Karrebæk, Martha Sif: Tosprogede børn i det danske samfund), Hans Reitzels Forlag

Kühle, Lene (2014) Religious Diversity and Muslim Claim-making (Sedgwick, Mark: Making European Muslims), Routledge

Nørgaard, Britta (2005) Axel Honneth og en teori om anerkendelse, Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 16

http://www.information.dk/242892