Da jeg for halvandet år siden, sammen med resten af de kongresdelegerede, rejste mig og klappede ad undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils tale på DLF’s kongres 2019, udløste det straks en række indlæg her på folkeskolen.dk. Langt de fleste kritiserede vores klapsalve. Jeg vil nu gerne stå ved klapperiet. Det var en flot tale, og Rosenkrantz-Theil sagde mange fine ting om at se fremad, om at turde snakke om elefanten i rummet, og om at samarbejde. Siden da har der ikke været meget at klappe ad.
Undervisningsministeren har på tosprogsområdet fortsat den symbolpolitik, som tidligere regeringer igangsatte. Hun har holdt fast i reglerne om at trække i børnechecken, hvis elever har for meget fravær . For mig giver det anledning til mærkelige telefonsamtaler, hvor jeg forsøger at yde telefonisk IT-support, for endelig at love at det ikke registreres som ulovligt fravær, hvis der ikke er tilstrækkelig internetdækning i en boligblok i Gellerup. Ministeren har også stædigt fastholdt at gennemføre sprogprøver, ligesom hun sidste år insisterede på, at skoler med mange tosprogede skulle gennemføre de ubrugelige nationale test.
Nu har hun så udvidet de nationale test til igen at omfatte de 80 % ’bedst præsterende’ skoler, mens der stadig er stor usikkerhed om hvorvidt sommerens eksamener skal gennemføres. Og det på trods af, at alle organisationer med nogen form for praktisk erfaring, herunder DLF og skolelederforeningen, ønsker sig mere frihed til at komme i gang igen efter nedlukningen. Det bliver der ikke lyttet meget til.
For halvandet år siden talte ministeren så flot om samarbejde, og om at lytte. Kære fru børne- og undervisningsminister: Du har talt længe nok. Nu er det på tide at lytte, og handle ud fra det du hører. Hvis du igen holder tale på DLF’s kongres, bliver jeg siddende når du er færdig.
Ministeren der skuffede… igen og igen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.