Mine kollegaer og jeg laver alenlange lister over særaftaler med eleverne

I de senere år har vi bedt vores børn og elever om at føle efter. Før hver lektion – hvordan er humøret? Efter hver dag – hvordan er humøret nu? Og det skal helst være godt, ellers skal der handles.

Men måske skal man som menneske også bare kunne stå op, gå i skole eller på arbejde uden at skulle mærke efter hver morgen? Uden at skulle reflektere over, om man overhovedet orker at tage på arbejde?

Jeg oplever på daglig basis, at der skal tages konstant hensyn til elevernes humør. Flowet ryger, fagligheden ryger og det bliver laveste fællesnævner hver time, når vi hele tiden skal følge elevernes humør, dagsform, diagnose.

I sidste uge havde vi en såkaldt ”flexuge” på min skole. Hvert tredje år har vi en mini-by, hvor hele skolen bliver omdannet til et lille samfund. Pragtfuld idé, og inkluderende, ik’? Ja, det skulle man tro, men der var mere på spil.

Mit job i den uge var at være teaterdirektør. I år satte vi en stærkt forkortet udgave af ’Ronja Røverdatter’ op, vi havde fire dage og 35 elever fra 1.-9. klasse på holdet.

Midt i en forestilling blev én af heksefuglene fra 3. klasse nervøs. Så hun trak mig til side og sagde, at hun ikke følte, at hun havde lyst til at gå på scenen. Mens resten af holdet var i fuld gang og bare ventede. Der var ingen tvivl om, at hun var en pige, der var vant til at sige, hvordan hun havde det og så få lov at agere efter det. Jeg sagde til hende, at det var der ikke noget, der hed lige nu, og nu skulle hun gå ind og være heksefugl. Så det gjorde hun. Tænk, hvis jeg var gået med i hendes følelser lige dér. Så var forestillingen gået i stå og hele holdet samt publikum ladt i stikken.

En bjørnetjeneste

Til daglig oplever jeg en hverdag, hvor der skal tages flere og flere individuelle hensyn. Mine kollegaer og jeg laver lange lister over de elever, der har særlige aftaler. Den og den kan ikke tåle at blive spurgt i klassen, den og den vil ikke fremlægge, så er der ham, der ikke må tales for hårdt til, for så stikker han af. Eller hende med angst, der ikke må blive spurgt om noget i timen, men bare skal have lov at løbe sin vej, når hun har ”brug for det”.

Det er en hverdag, der bliver sværere og sværere at navigere i. På trods af gode intentioner med dagsordener, piktogrammer, stopure og særlige regler ser jeg en mere og mere fragmenteret og nervøs skole. Jeg oplever stadigt flere elever i udskolingen, der ikke tør fremlægge for deres kammerater – og som får lov at slippe.

Der skal tages hensyn til alle elevers særlige behov og det er – ja, undskyld – mildest talt anstrengende.

Før I hidser jer op, så læs her: Jeg kan ikke længere sætte en høj barre for min faglighed, for mine elever tør ikke sige noget, de har ikke lavet lektier eller ikke været der, da tingene skulle laves. Hvert år ryger barren et hak ned, fordi alle skal kunne deltage. Mit fundament for god undervisning smuldrer hen i særaftaler og børn, der har alt for meget medbestemmelse.

Jeg mener at vi gør eleverne en bjørnetjeneste, når deres dagsform får lov at bestemme indhold og form på skoledagen. De skal ud på arbejdspladser, de skal lære at være en del af et større vi, hvor man indimellem må bide tænderne sammen og gøre noget, man ikke har lyst til. Uanset hvilken følelse man måtte have lige dér. Måske er det på tide, at vi gør op med at skulle mærke sig selv hele tiden?