Mindfulness her og der og i Folkeskolen

Lektor Jørn Borup skriver i kristeligt dagblad lørdag den 1. dec. 2018 om min og John Rydahls bekymring vedr. mindfulness i skolen. Vi skulle være bange for, at buddhismen sniger sig ind gennem mindfulness.

Lad mig først slå fast, jeg har ikke noget mod hverken mindfulness buddhisme eller for den sags skyld nogen anden religion overhovedet. Som religionshistorikser forholder jeg mig videnskabeligt til alle religioner, som kristen teolog forholder jeg mig dialogisk til andre religioner, og som kristen er jeg mægtig glad for Grundtvigs udgave af kristendommen.

Jeg ved godt, det er omstridt, om mindfulness er en religion; men de studier jeg indtil nu har set peger mest i retning af buddhistisk inspiration og kilder fra buddhistiske tænkere. Intet tyder på, det er en dissideret videnskab i traditionel forstand. Men godt at det nu bliver undersøgt på Aarhus Universitet.

Som seminarielærer i læreruddannelsen mener jeg ikke, der skal finde forkyndelse sted, hverken i Folkeskolen eller på læreruddannelsen.

Derfor hilser jeg også alle religionsvidenskabelige analyser af kristendomskundskabsfaget på både læreruddannelse og Folkeskolen velkomne, især kritiske analyser af lærebøgerne.

Især har Karna Kjeldsen med sin Ph.d. påpeget en skævvridning i Folkeskolens undervisningsmaterialer til kristendomskundskabsfaget.

Generelt beskrives alle religioner essentialistisk til fordel for protestantisk kristendommen, som hermed kommer til at fremstå som den gode normalreligion, som danner baggrund for demokrati og ligestilling. Hvorimod andre religioner beskrives som eksotiske ikke kristne religioner. Det er selvfølgelig ikke optimalt.

Lektor Jørn Borup har også ret i, at den religiøse dimension er en diffus størrelse. Dette er ligeledes heller ikke set fra min stol optimalt religionsvidenskabeligt. Men nu er det sådan, at kristendomskundskabsfaget i Folkeskolen ikke er et religionsfag; men et dannelsesfag præget af lige dele filosofi, teologi og regionsvidenskab. Sådan et er det politisk besluttet og det må man derfor rette ind efter.

Mine motiver til kritik af mindfulness styres nok også mere af, at jeg ser mindfulness snige sig ind i læreruddannelsen på bekostning af traditionel pædagogisk didaktisk viden. Samt jeg også ser det også i religionsundervisningen, når man har om buddhismen i Folkeskolen.

Man kunne vel ikke finde på at bede i forbindelse med hverken islam eller kristendom?

Ligeledes er mindfulness blevet et meget udbredt redskab på mange arbejdspladser til ansatte med stress.

Mit spørgsmål er, hvorfor skal man erstatte en religion med en anden i en kontekst, hvor religion ikke hører hjemme i et moderne sekulariseret samfund?