Min 7. klasse er enormt motiveret af karakterer, men der er et problem

”Presentations will be next Friday”, siger jeg og glæder mig til afslutningen af et emne-forløb, der har trukket længere ud end planlagt. Min 7. klasse har arbejdet i grupper med en såkaldt armchair travel til USA.

”Får vi karakterer?”, spørger de igen. Og jeg svarer som de andre gange lidt undvigende.

For lige præcis denne 7. klasse er enormt motiverede af at få karakterer for deres præstationer, og det ærgrer mig. Jeg elsker tanken om, at mine elever giver sig lige lidt mere, men jeg ville ønske, at jeg kunne få den ekstra motivation frem uden at vifte et tal foran dem. For det er jo bare et tal, er det ikke?

Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, og jeg forsøger ikke at lægge mere i det, når jeg taler med mine elever om karakterer. Men det er svært.

Karakterdilemmaer

Hvis karakterer bare er tal, kan vi vel godt give dem til de elever, der rent faktisk får noget godt ud af at blive bedømt løbende? Dilemmaerne står i kø.

For når man for eksempel beslutter sig for at give karakterer for en fremlæggelse i engelsk, er det svært kun at give dem til nogle af eleverne.

Særligt når de arbejder i grupper, hvor de er blandet på kryds og tværs. Og så står Emil der, og han vil faktisk helst ikke have en karakter, for han ved godt, at den ikke vil være i toppen af skalaen. Men Laura, som han er i gruppe med, vil gerne belønnes og have sit 12-tal.

Her kan man vælge at give en mere pædagogisk karakter, men i bund og grund findes det begreb jo ikke. Hele idéen med karakterer er netop at give et retvisende billede af en præstation, og vi kan da ikke give Emil en højere karakter, fordi vi ikke vil gøre ham ked af det. Og det er da heller ikke fair over for Laura.

Nemmere med tal

”I skal nok få respons på jeres fremlæggelser”, forsøger jeg mig. 

”Og en karakter?”, spørger de. 

”Jeg skal nok give jer en idé om, hvor I ligger henne, og hvad der var godt, og hvor I kan forbedre jer”, svarer jeg. 

”Og en karakter?”, siger de så.

Og de får en karakter. Fordi karakterer findes, og fordi de er nemme at forholde sig til, og fordi man kan sammenligne dem, og fordi mine elever jo er teenagere, der er vant til at måle og veje alting. Og det er nemmere at slynge et tal ud, når nogen spørger end at gengive den lange smøre, som læreren (også) gav sammen med karakteren. Men som lærer spørger jeg igen: For hvis skyld gav jeg den karakter?