Min 18-års fødselsdag til sommer

18 år og myndig.

Endelig.

Verden ligger åben foran ens fødder og man har lyst til og mod på livet.

Nu kan man tage kørekort og flytte hjemmefra uden først at spørge om lov.

Man kan via sin stemmeret få indflydelse. Og gøre brug af den.

Langt om længe, har man fået det ansvar, man har set frem til.

Man er brudt ud af sin puppe og har foldet vingerne ud.

Alt det opsparede kan nu sættes fri.

Og dog.

For det gælder ikke for alle.

Til sommer fejrer jeg min 18-års fødselsdag.

Og jeg glæder mig ikke ligefrem.

Tværtimod.

Til sommer er det 18 år siden, jeg fik den engang så ærefulde titel som folkeskolelærer. Tilmed udklækket fra landets ældste Seminarium i Skårup.

Seminariet findes ikke længere. Det blev lukket for et par år siden.

Noget med besparelser sagde politikerne.

Inden da blev lærernes livsløn forringet radikalt. Startlønnen blev ganske vist sat op, men slutlønnen blev væsentlig beskåret.

Også det, skyldtes noget med besparelser, sagde de.

Klassekvotienten er af flere omgange blevet sat op, så den i dag er på 28 elever og meget tyder på, den endnu ikke er toppet.

Politikerne siger, det skyldes noget med besparelser.

Jeg har de senere år set mange af mine dejlige kolleger blive afskediget, og selv ikke ihærdige forældreprotester har kunnet stoppe det.

Man siger, det er på grund af besparelser.

Jeg har mod min vilje været lockoutet og mistet en hel måneds løn.

Noget med besparelser, sagde de.

Jeg har lært mange nye ord i min snart 18-årige lærerkarriere. Et af dem er inklusion. Og på trods af ordets umiddelbare positive betydning, bryder jeg mig ikke om det i praksis.

Der var nogen der sagde, ordet blev skubbet ind ad bagdøren på grund af besparelser.

Og her står jeg så klar til at fejre min 18-års fødselsdag som lærer, og ved du hvad? Jeg har ærligt talt lyst til at spare den væk og i stedet skifte profession.

Der er bare et lille ”men”.

Verden ligger åben for mine fødder, og jeg har lyst til og mod på livet.

Arbejdslivet.

På mit kald.

På alt det, som jeg i sin tid uddannede mig til, og som jeg op gennem årene har været stolt af.

Nemlig det at være lærer.

Og selv om politikerne med tiden har fået ordet til at klinge hult som en forladt puppe, så er mine vinger stadig foldet ud.

Og de er blevet stærkere med årene.

Meget stærkere.

Ingen politikere kan få mig væk fra min 7. klasse.

Jeg skal jo ruste mine elever til voksenlivet og til deres 18-års fødselsdag ...