Mig og Ja-hatten

Lad mig starte med at slå følgende helt fast:

Jeg kender ikke så meget som én lærer, der ikke er interesseret i, at udvikle folkeskolen og blive bedre til at give eleverne en god uddannelse.

På det område er alle lærere jeg kender, enige med regeringen i, at vi skulle ændre noget for at blive bedre. Vi har Ja-hatten på.

Det er en kraftigt integreret del af lærer-DNA´et, at være refleksiv omkring vores virke og søge nye veje og metoder til at fremme læringen hos eleverne. Vi stræber hver dag efter at blive bedre.

Når nu regeringen og lærerne selv ønsker at folkeskolen bliver bedre, så kunne man jo håbe, at det lod sig gøre, at finde fælles fodslag for dette fælles mål.

99,9% af de lærere jeg kender fra venner, studie, diverse arbejdspladser og professionelle netværk, brænder for deres arbejde med børnene og ønsker kun det bedste for dem. I sådan en grad, at mange er så selvopofrende, at de desværre ender med at brænde ud af det.

Sidste år blev der, uden historisk sidestykke, lavet et politisk indgreb i en konflikt iværksat af arbejdsgiver (KL), hvor regeringens mægling lå næsten 100% op af arbejdsgivers oplæg. Dette var vel næppe nogen nævneværdig overraskelse, når nu arbejdsgiver i denne sag også er regeringens forlængede arm.

Konflikten kom desværre hurtigt, i medierne, til at handle om en arbejdskamp mellem arbejdsgiver og fagforeningen DLF (Danmarks Lærerforening). I medierne kom det til at handle om arbejdstid. Tillad mig her, at forsøge at forklare, at konflikten for den menige lærer havde meget lidt at gøre med arbejdstid og utroligt meget med værdier at gøre.

Hele debatten om konflikten blev enormt mudret. Der var diskussioner om grundlaget for reformens tilblivelse. Med Pisa-undersøgelser i hånden, messede Christine Antorini og pressen om behov for ændring af folkeskolen. Uagtet at en professor i statistik forklarede, at Pisa-rapporten var så behæftede med fejl og mangler, at den ikke kunne bruges som et validt statistisk stykke værktøj endsige et argument.

http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2006758/forsker-pisa-test-er-ubrugelig/

Langt de fleste lærere var enige. Ja, lad os ændre folkeskolen, men lad os i det mindste gøre det ud fra et reelt grundlag. Vi havde Ja-hatten på. Desværre ville mange af vores forslag til en bedre folkeskole også afføde en merudgift. Heri syntes der at ligge en konflikt i forhold til regeringens/KLs dagsorden. Her kiggede man grundlæggende efter mere for samme pris.

Med rapporter i hånden fra TIMSS (et internationalt statistiskmåleredskab for elevers matematikfærdigheder) og PIRLS (et internationalt statistikmåleredskab for elevers læsefærdigheder) fortolkede embedsmændene i Undervisnings Ministeriet, at de danske elever var blevet dårligere til at regne og læse. Dette mente man på de bonede gulve, kaldte på behovet for reformering af folkeskolen. Da forskerne, der havde udfærdiget TIMSS og PIRLS rapporterne hørte om denne udlægning af deres konklusioner, gik de embedsmændene i rette og sagde, at det bestemt gik fremad med elevernes matematik- og læsefærdigheder. Det syntes dog at gå ned ad bakke for embedsmænds evne til at forstå indholdet af rapporter. Da rapporterne viste, at det gik fremad med resultaterne i folkeskolen og dette ikke var i tråd med regeringens dagsorden, valgte man at skrinlægge resultater.

http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/danske-4-klasse-elever-rykker-op-i-top-5-for-laesning/

Der kom fortællinger frem fra Niels Egelund, at 80% af en ungdomsårgang, kom ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter. Da det senere kom frem, at 59% af de 20% som Niels Egelund havde kategoriseret som funktionelle analfabeter fra folkeskolen, alligevel tog sig en ungdomsuddannelse, så forstummede argumentet, men Niels Egelunds kreative tal, havde desværre allerede på dette tidspunkt, fastsat sig i en del folks bevidsthed.

http://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/funktionelle-analfabeter-faar-studenterhuer-og-svendebreve

Lærerne var ikke uenige i en reformering af folkeskolen, men vi efterlyste et ordentligt grundlag at reformere ud fra. At vi fik belyst hvor de reelle udfordringer var, så vi kunne lave en mere målrettet indsats for de elever, der havde mest brug for det. Desværre ville en sådan indsats som udgangspunkt betyde en merudgift og dette var ikke i regeringens interesse.

I den offentlige debat kom det til at handle om skolelederens ledelsesret. En ret som skolelederen allerede havde. Resultatet er efter reformen reelt blevet en indskrænkelse af skolelederens ledelsesret. I stedet er skolelederne nu blevet administratorer for forvaltningen og skal hele tiden have tilladelse fra forvaltningens side, hvis de vil indføre ændringer på en skole i forhold til, hvad de skønner som væsentlige for netop den skole. En skoleleder må ikke give sine medarbejdere tilladelse til at forberede hjemme, selvom han/hun vurderer dette som værende mest effektivt.

Der blev fremsat postulater om, at mere undervisning ville gøre eleverne bedre. En af verdens ledende uddannelsesforskere, John Hattie, fortalte, at der absolut ingen empirisk grundlag på verdensplan var for en sådan påstand. Det var kvaliteten alene af elevernes timer, der afgjorde om eleverne klarede sig godt. I Finland som politikerne ofte sammenlignede Danmarks resultater med, underviste lærerne mindre end i Danmark og eleverne havde færre timer på skemaet. Alligevel klarede de sig bedre end de danske elever. Finnerne selv forklarede det med primært to ting.

1. En professionalisering af læreruddannelsen, hvor lærerne yndede høj agtelse i samfundet. Dette gjorde skole/hjem samarbejdet konstruktivt. Lærerne blev set som en kompetence.2. Færre undervisningstimer gav de Finske lærere tid til mere efteruddannelse og bedre forberedelse af deres undervisning.

Uagtet at politikerne selv havde bragt Finlands bedre resultater end Danmarks på bane, så sad de disse argumenter overhørigt.

I forbindelse med reformens gennemførelse kom det frem, at denne kun kunne finansieres igennem en revidering af lærernes arbejdstid. Ergo… ingen ændring af arbejdstid = ingen reform. Da DLF beskyldte regeringen og KL for på forhånd at have tilrettelagt en slagplan for udfaldet af overenskomstforhandlingerne, blev dette pure afvist. Da DLF senere kunne fremlægge konkrete beviser for parløbet via aktindsigt fra møder, vedkendte parterne sig alligevel, at de havde koordineret indsatsen og det mente man i øvrigt ikke, at der var noget odiøst i.

Som et led i planen skulle lærerne miskrediteres i offentligheden, så KL, når lockouten blev en kendsgerning, ville have offentligheden på deres side. Desværre lykkedes denne strategi til fulde med en myte. I offentligheden blev det nærmest et faktum, at lærere kun arbejdede 19 timer om ugen og der derfor var behov for en reformering af deres arbejdstidsaftale. Et smart træk som arbejdsgiver, hvis du vil opnå din dagsorden med at finansiere regeringens kommende reform gennem lærernes arbejdstid. Et ganske usmart træk, hvis målet er en bedre folkeskole, da arbejdsgiver gennem miskreditering af sine medarbejdere har fremmedgjort sig fra dem.

Her nærmer vi os sagens kerne. Lærernes arbejdstid var vigtig for KL for at finansiere den kommende reform.

Lærernes erfaring sagde dem, at god og vedkommende undervisning kommer via veltilrettelagte timer. Ved mindre forberedelse til flere undervisningstimer, vil vi ikke kunne levere et bedre resultat for eleverne. Resultatet kan kun blive ringere. I forhold til vores kerneopgave (undervisning), føler vi os dybt forpligtiget over for vores elever og ønsker kun at give dem den bedste undervisning vi kan. Her følte vi, at KL og regeringen fratog os denne mulighed og som elevernes advokater, måtte vi råbe vagt i gevær.

Vi råbte som bekendt for døve øren.

Uagtet at der kom et indgreb, der dikterede mindre forberedelse og derved ringere kvalitative undervisningstimer for eleverne, så var vi stadig en del, der søgte at gøre opmærksom på ikke bare udfordringerne men også problemerne i reformen.

Her har man desværre søgt at kvæle disse stemmer. Kvæle dem med underlødige argumenter som: ”Tag nu Ja-hatten på”. En retorik man må ty til, hvis man ellers ikke er i stand til at lytte til modparten, reflektere over, hvad denne siger og komme med konstruktive modargumenter.

Jeg finder det enormt provokerende, at folk beder mig om at tage Ja-hatten på. Det er det samme som at bede mig om at ophøre med at agere professionelt. Gu vil jeg da ej!

Vi lærere er da dybt forpligtiget til at agere professionelt og give udtryk for, hvis vi synes at en vej er fejlslagen.

Hvis en arkitekt beder en entreprenør om at bygge et hus på en given måde, hvor fundamentet ikke er i orden og det derved udgør en risiko for husets beboere, så har jeg en kraftig forventning til, at entreprenøren da ikke retter ind i forhold til ordren, men at han prøver at forklare arkitekten/bygherren, hvorfor det ikke kan lade sig gøre.

99,9% af de lærere jeg kender, er egentligt ikke optaget af deres arbejdstid. De fleste jeg kender kommer rent faktisk til at arbejde mindre og det er dem vel undt. Det er dog ikke det, der er det væsentlige her. 99,9% af lærerne er optaget af, at den nuværende arbejdstidsaftale forhindrer dem i, at levere et ordentligt stykke arbejde over for de elever som de føler sig så dybt forpligtiget over for. Derfor tager vi ikke bare Ja-hatten på.

Reformens virkelighed er, at jeg i år underviser 3 lektioner mere end sidste år. Sidste år havde jeg 23 lektioner med forberedelse jeg kunne lægge, når det gav mest mening i forhold til produktiviteten.

I år har jeg 26 lektioner og mindre forberedelse. Det er ganske svært for mig at se, hvordan jeg skal gøre flere lektioner bedre og mere inspirerende med langt mindre forberedelsestid.

Det ærgrer jeg mig over på mine egne professionelle ambitioners vegne og i særdeleshed på mine elevers vegne.

På forhånd undskyld klasse M3. Jeg lover at gøre mit bedste inden for den ramme, der er mig givet, men jeg er sikker på, at I vil mærke forskel på mine timer fra sidste år til i år.

I forhold til mine elever, har jeg ALTID Ja-hatten på.