I slutningen af dette skoleår har de fleste danske lærere oplevet at være låst ude fra deres arbejdsplads - de danske skoler.
Det er næppe undgået nogens opmærksomhed; tusindvis af børn og forældre betaler i øjeblikket prisen for en såkaldt arbejdskamp mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.
Det er ikke lærerne, der har villet denne fortvivlende situation. Derimod er det vores arbejdsgiver, Kommunernes Landsforening (KL), som i mangel på forståelse for og indsigt i Folkeskolens betingelser og hverdag har ringeagtet en af de vigtigste grupper af danske lønmodtagere, nemlig lærerne.
Enhver god dialog kræver, at man sætter sig ind i sin samtalepartners baggrund og tankegang. Jeg vil som udgangspunkt helst antage, at KL’s motivation for denne lockout er, at man ønsker en endnu bedre folkeskole i fremtiden. Der er for mig at se ingen tvivl om, at KL har samarbejdet med den nuværende regering i forhold til at skabe rammerne for en helhedsskole, som regeringen vælger at kalde deres bud på en bedre skole.
Og helhed lyder jo smukt – hvem ønsker ikke helhed eller sammenhæng for sine medmennesker? Men at helhed her bliver til et spørgsmål om udvidelse af undervisningstid – eller skulle man hellere kalde det opholdstid på skolen? – er næsten udtryk for en idé om, at tid kan skabe helhed. Et det så sandt? Det kommer jo for det første an på, hvordan man bruger den tid. For det andet kan de fleste nok være enige om, at kvantitet ikke behøver at være synonym med kvalitet. For det tredje bør man overveje, hvor mange børn, man egentlig gavner ved at udvide deres læringstid på skolen.
Hvis vi retter blikket mod den første antagelse, at en anderledes måde at anvende den udvidede undervisningstid på vil bringe danske skoleelevers kunnen og viden op på et højere niveau, helst tilsvarende de lande, der ligger højest i internationale undersøgelser, og som vi gerne sammenligner os med, ja så er det da ikke utænkeligt, at det vil gælde for nogen. Der er ganske rigtigt en gruppe af elever, der vil profitere af flere timer, anderledes praktisk orienteret undervisning og dagen afbrudt af kreative udfoldelser. Til gengæld er der vist ingen garanti for, at det er vilkår, som gælder enhver folkeskoleelev.
Med andre ord vil man lovgive ved at give alle de samme betingelser. Et klogt menneske og lærer sagde engang, at skal man behandle sine elever retfærdigt, skal man behandle dem forskelligt – han har så evig ret. Der er en meget stor gruppe af elever, der får et rigtigt udmærket udbytte af deres undervisning på de danske skoler, og det er ikke givet, at vejen til et endnu bedre udbytte er at udvide deres skoletid med flere timer om ugen, måske er det helt andre tiltag, man kunne ønske sig, derom senere.
I en del år har det været pædagogisk korrekt at tage hensyn til vore elevers forskellige læringsstile. Vi er blevet bevidstgjort om (hvis vi ikke var klar over det i forvejen), at nogle børn lærer bedst ved at lytte, andre ved at se, andre igen gennem bevægelse, nogle gennem kreative udfoldelser og så videre.
Det er svært at se, hvordan en helhedsskole specielt vil tilgodese de elever, der måske ikke er ellevilde med f.eks. sportslige aktiviteter; motion er sundt for enhver, men er måske ikke en livsnødvendig betingelse for alle elevers indlæringsevne. Jamen, så kan der indføres fælles korsang i aktivitetstimerne. Man vil gerne invitere musikskolerne ind i skolernes regi, så de kan blive samarbejdspartnere i undervisningen. Jeg skal være den første til at hilse det øgede musiske islæt velkommen også i skoleverdenen, men hvis man forestiller sig, at holdundervisning af en hel klasse kan erstatte soloinstrumentalundervisning på musikskolen, er jeg alvorligt bange for, at der gøres regning uden vært.
Et af kardinalpunkterne for modstanderne af en helhedsskole er netop, at det bliver svært at få tid såvel som og måske især overskud til at dyrke en fritidsinteresse, måske endda et kommende erhverv på højt plan (som for eksempel professionel fodboldspiller eller violinist) efter mange timers daglig skoleundervisning. Det gælder, hvad enten man dyrker musik, sport eller andre interesser på et højt niveau. I værst tænkelige tilfælde, kan den kommende folkeskolereform komme til at betyde, at man hæmmer udviklingen af talentmassen i Danmark. Jeg har hørt musikskolelærere ytre sig begejstret om muligheden for at hjælpe skolelærerne med at spotte talenterne blandt eleverne, men hvad hjælper det, at man finder de dygtige børn og unge, hvis de ikke kan rumme at investere et par timer dagligt på deres instrument eller i deres idrætsgren, for det fordrer det jo, hvis man skal gøre sig gældende blandt de bedste!
I mine øren runger fælt fortidens spøgelse, der sagde, at hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære. Jeg forestiller mig naivt, at den daværende undervisningsminister, Ritt Bjerregaard, har fortrudt den udtalelse et par gange; hvorfor vil en socialdemokratisk ledet regering så genoplive den holdning i dag?
Hvis man i øvrigt forestiller sig, at de frivillige idrætsforeninger skal medvirke ved aktivitetstimerne midt på dagen, vil man uvægerligt støde ind i en anden vanskelighed, eller udfordring hedder det jo i dag, nemlig, at disse idrætsgrene hviler på ulønnede træneres arbejdskraft, der for de flestes vedkommende rekrutteres blandt forældrene, som heldigvis i overvejende grad findes blandt de erhvervsaktive. Hvordan mon de lige kan flekse sig ud af jobbet for at stille op til et par timers håndboldtræning?
Man kan endvidere frygte for, at mange børn vil komme til at lide under en slags social ensretning ved at deres hidtidige fritidsinteresser i et vist omfang tilgodeses inden for skolens rammer. Indtil i dag har mange børn og unge haft en hverdag, hvor de mødte andre kammerater end dem, de gik i skole med. For det eventuelt mobbede barn kunne det være et frirum at begå sig i andre sociale sammenhænge, måske etablere interessefællesskaber om andet end det, der foregår inden for deres skoleverden. På mange skoler i landet har elever nogenlunde den samme sociale og geografiske baggrund. Men i fritidslivet kan de netop møde andre børn med en anden baggrund, en anden kultur eller en anden etnisk oprindelse, der kan udvide deres horisont og udvikle deres indlevelsesevne i andre menneskers forhold. Alt det, der netop skal til for at skabe empatiske børn og unge og senere voksne samfundsborgere med et demokratisk sindelag.
Ud over alle disse lærerfaglige betragtninger, resterer der en række andre, men ikke mindre alvorlige vanskeligheder ved gennemførelsen af såvel en ny arbejdstidsaftale for lærerne som for helhedsskolen. De er af praktisk og økonomisk art, men det kan selvfølgelig løses! Det bliver dyrt at etablere personlige arbejdspladser på skolerne til alle Danmarks lærere, så vi kan udføre alle vore funktioner på skolen mellem kl.7.45 og 15.30.
Og så må der naturligvis sørges for bespisning af de elever, der skal opholde sig så mange timer på skolen. Det gør man jo i udlandet, hvor børnene går længe i skole, med mindre de bor tæt på skolen og kan gå hjem for at få et måltid mad midt på dagen. Vi oplever desværre, at der er mange elever, der kommer i skole uden at have fået et ordentligt morgenmåltid. Mange af dem har heller ikke madpakker med, og det er ikke vanskeligt at forestille sig disse børns evner og muligheder for at tilegne sig læring, når klokken er 15. Det har vel ikke været regeringens intention at skabe et A-hold og et B-hold blandt eleverne? Men det kan selvfølgelig løses, hvis der er politisk vilje til det.
Jeg lovede at vende tilbage til hvilke andre muligheder, der er for at højne danske elevers niveau. Kodeordet er for mig at se faglighed, faglighed og atter faglighed. Bedre og gerne helhedsorienteret almendannende undervisning på seminarierne, som ruster unge lærere til deres job. Der har været tale om finske modeller i denne tid. I Finland er lærerne universitetsuddannede, og der er læreruddannelsen bestemt ikke nogen studenterkirkegård. Det at føle sig hjemme i sit stof giver overskud til hele tiden at følge med i pædagogisk og faglig nytænkning og udvikling. Og så skal man naturligvis investere i de nødvendige ressourcer, der skal til for de 10 eller maksimalt 20 % af eleverne, der virkelig vil have gavn og glæde af anderledes og måske praktisk orienteret undervisning. De elever skal motiveres, roses og føle sig værdsatte for lige netop det, de kan, for det er nemlig en ægte inklusionstanke. Det kræver blot, at samfundet finder ud af at vægte håndens og åndens arbejde lige, men den vigtige holdningsændring skulle den nuværende regering vel have mods- og mandshjerte til at gå i brechen for?
Når denne i bund og grund meningsløse lockout forhåbentlig snart får en ende, vil man se os lærere tage fat, hvor vi slap, med vores undervisning. Måske skal der heles nogle sår, for vi er med rette sårede over, at der er sat spørgsmålstegn ved, om vi nu også arbejder nok vore penge. Finansminister Bjarne Corydon kaldte vore arbejdstidsregler rigide. Så er det sandelig et held, at lærerstanden er så lidt rigidt anlagt, at vi aldrig rigtigt gør vores arbejdsuge op i timer, for det er givet, at mange af os – og vore familier med - ville elske at komme ned på en gennemsnitlig 37 timers arbejdsuge. Vi tager telefonen om aftenen og i weekenderne, hvis elever eller deres forældre har brug for os. Vi arbejder på skæve tidspunkter for at nå de stadigt flere og oftest meningsfulde opgaver, der er lærernes. Alt vores arbejde udføres, fordi vi ikke kan lade være, fordi vi vitterligt er dedikerede lærere, der brænder for at gøre vores arbejde bedst muligt. Kaldstanken er nemlig og heldigvis ikke afgået ved døden! Det eneste, vi forventer af såvel politikere som det øvrige samfund, er en respekt for det arbejde, vi udfører. Vi ved, at der er taget højde for alle vore opgaver i vores nuværende arbejdstidsaftale, og det er også årsagen til, at vi går på arbejde hver dag med energi og entusiasme.
Der er blevet set skævt til lærernes seniorordninger og aldersreduktionen i ugentligt timetal, som i øvrigt er en del af vores lønpulje, valgt af Danmarks Lærerforening, og principielt KL uvedkommende. Til det er der blot at sige, at lærerprofessionen i enestående grad er ressourcekrævende. Der skal til stadighed følges med i nye pædagogiske tiltag og materialevalg, og en evig refleksion over egen praksis skal finde sted. Dette forenet med det at være 100 % på hvert sekund, at give sig selv fuldt ud i hver eneste time, gør arbejdet ikke opslidende, men altid udfordrende og krævende. Jeg under i den grad mine kolleger deres velfortjente seniordage og nedsatte timetal efter mange års fuldtidsarbejde. Det er mig ubegribeligt, at både KL og regeringen vil være medvirkende til mytedannelsen om ’dovne lærere’! Det er netop kommet frem, at det er statens Moderniseringsstyrelse, der vil ’normalisere’ arbejdstidsreglerne på lærerområdet, og så forekommer det pludseligt ikke så mærkeligt, at der skal ændres på vore forhold, for hvad ved Moderniseringsstyrelsen om pædagogik og undervisningsfaglige hensyn?
Kommunernes Landsforening ønsker, at skolelederne fremover skal skalte og valte med lærernes arbejdstid, herunder forberedelsestid. For mig at se vil det betyde, at der skal stilles et nyt krav til lærerne, nemlig at de skal have kurser i at sælge sig selv bedst muligt, og hvor er det uværdigt! Det vil i givet fald blive frygteligt personafhængigt og relationsafhængigt, om man opnår et fornuftigt ansættelsesforhold. Og hvordan har man tænkt sig, at lærerne skal dokumentere deres eventuelle overarbejde, når de 37 gennemsnitlige timer om ugen på skolen er brugt? For ikke ret mange år siden indførtes der på det social- og sundhedsfaglige område et dokumentationskrav, der var minutbaseret. Et skift af støttestrømpe måtte maksimalt vare x antal minutter. Er det de forhold, lærerne skal ud i nu? Fremover må det måske maksimalt vare 10 minutter at rette en dansk stil. Bruger man længere tid, er man for langsom!
Man blev heldigvis klogere på det pleje- og omsorgsfaglige område, men skal lærerne nu til at gentage alle de fejltagelser? Lad os ikke håbe det. Lad os i stedet håbe på et arbejdsliv med arbejdstidsaftaler, der hviler på respekt og anerkendelse af lærerprofessionen.
Og lad os så få lov at komme tilbage til vore elever, der har krav på deres undervisning, deres sociale liv med kammeraterne og en helt almindelig dagligdag – for mest af alt holder vi af hverdagen!
Midt i en konflikttid
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.