Metafor 5. Højrebensfortolkningen

I disse dage er jeg på rundtur til bornholmske skoler for at fortælle eleverne om udvalgte danske forfattere. På en opslagstavle på et lærerværelse fik jeg øje på et A4-ark med et underligt manipuleret foto af Pippi, Tommy og Annika, som tilsyneladende lå i det viltre græs ved Villa Villekulla og røg smøger. Jeg rykkede lidt tættere på og kunne se, at det var et print fra nettet, så det er nok i omløb vidt og bredt. Men jeg kendte ikke til denne morsomheds eksistens. Der stod: "Rødhætte hørte ikke efter sin mor. Pinocchio var en løgner. Robin Hood var en tyv. Tarzan gik uden tøj og sov med abe. Snehvide boede sammen med syv mænd. Pippi var jagtet af myndighederne. Emil drak sig fuld. Det var alle mine rollemodeller, og i dag undrer man sig over min opførsel."

Jeg havde forinden talt om Bent Hallers og Kim Fupz Aakesons forfatterskaber for mange mellemtrinselever. Så uundgåeligt blev mit smil over denne internetjoke blandet med ekkoet fra nogle af mine egne ord til eleverne. Hvad er det alle de skæve eksistenser, vi læser om, skal berige eleverne med?

Jeg skulle videre og tale om Billedromaner, så joken gled om i baghovedet, hvor så meget ligger og komposterer.

Til morgen (23.08.) kom så dagbladet Information i postkassen – med en klumme om misopfattelsen af filosoffen Nietzsche, der efter skribentens mening burde tjene som inspirator for et opgør med den slavementalitet, som martrer så mange; ikke mindst så mange unge, der føler sig pressede af krav ude-, inde- og ovenfra. Nietzsche er talsmand for den selvmodsigelse, der lader at vore kreative, instinktive indfald sættes i spænd med den sterile fornuft. Men i fx gymnasiets religionsundervisning anvendes tekster, som ensidigt introducerer Nietzsche som mørkets og nihilismens fortaler. Klummeskribenten Nikola N. Gøttsche anvender herom følgende metafor: "højrebensfortolkningen sparkes ind mellem ørerne på eleverne".

Og så sniger joken sig frem fra baghovedet igen: Det står klart, at jeg skal blive ved med at formidle børnelitteratur, der sætter opdragelsens grænser i skæv belysning; ikke som kriminalitetsmanualer, men som spørgsmålstegn ved livet i den hovedstrøm, som har slavementaliteten iboende – i opdragelsen, i vores sociale liv, i vores digitaliserede dagligdag, i vores demokratiske underskud.

Det er hverken litteraturens eller litteraturformidlerens funktion at få læserne til at forstå, men til at få trang til at gå på opdagelse i tilværelsen og i sig selv. Hvor er det berigende at høre elever fundere over det at være slyngveninder, når de har mødt Hallers Ispigen! Hvor er det stærkt at høre elever diskutere deres skilte forældres nye kærligheder, når de har hørt Kim Fupz Aakesons Heks, inklusive slutningen!

Og hvor er det lærerigt at læse mange forfatteres erindringer i bogform eller i interviews og opdage, at mange henter næring til at belyse tilværelsens dobbeltheder i et levet barndomsliv, der har været oplevet med elementer af dysfunktionalitet i familien, i skolen og/eller i fritiden. Hvis man både har en sådan sanset tilværelse og evnen til at mestre sproget, så er der noget at komme efter for læserne/eleverne – med mindre de bliver udsat for højrefodsfortolkninger fra færdigpakkede opgaver med multiple choice-opgaver og/eller planformsmanualer.

Så lad os gå om bord i den gode litteratur uden at sparke forenklinger ind mellem ørerne på eleverne, for: Rødhætte var nysgerrig. Pinocchio havde frihedstrang. Robin Hood hjalp de fattige. Tarzan levede dyrevenligt og bæredygtigt. Snehvide var social. Pippi var feminist. Emil var hjælpsom og empatisk. Rollemodeller, der nok kan sætte konkurrencestatsmålene til overvejelse.