Mens vi venter på Pisa

En analyse af Politikens og Jyllands-Postens behandling af de seneste to Pisa-undersøgelser viser, at Undervisningsministeriet i høj grad styrer pressens behandling af Pisa gennem den politiske dagsorden, der sættes i forbindelse med offentliggørelsen.

Pisa 2003 medførte en voldsom debat om skolen og resulterede i konkrete lovændringer. En debat, som blev fulgt op af kritik af mediernes rolle. Men hvad styrer medierne egentlig? Fra den 6. december 2004 til 16. december bragte Jyllands-Posten 27 artikler relateret til Pisa, mens Politiken bragte 45. Begge aviser »oversætter« konklusionerne meget frit. Det vil sige, at undersøgelsen bruges som afsæt for en nyhed. Enkelte tal bruges, for eksempel hvilket nummer Danmark ligger på ranglisten, mens de mange beskrivelser og uddybninger af tallene kun bruges sporadisk. Det er karakteristisk – og overraskende! – at der ikke er en eneste artikel, der omhandler de danske elevers resultater i matematik, når matematik er hoveddomæne. Artiklerne handler i stedet om de politiske udmeldinger, som daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs præsenterede på et pressemøde. Hun fremlagde fire konkrete forslag til ændringer af folkeskoleloven – det mest markante var indførelse af obligatoriske test. Forslagene kom fuldstændig til at overskygge rapporten og blev hurtigt nyheden. Journalisterne ved, der er masser af konflikt i udspillet i modsætning til en nyhed om pæne matematikresultater. Det markante udspil signalerer krisestemning, som kalder på handling (selvom det kan diskuteres, hvor kritiske resultaterne er). Tørnæs formår at få Pisa-resultaterne italesat som et kæmpe problem. Mediedækningen i de to aviser viser, at der foreslås mange forskellige løsninger på problemet: Mere efteruddannelse af lærerne, mere fokus på evaluering, ændring af læreruddannelsen og så videre. Men ét løsningsforslag præger debatten – ministerens. Der er intet belæg i Pisa for hverken test eller national styring. Alligevel fremstilles lovforslagene som konkrete løsninger på de aktuelle problemer. Man kan sige, at løsningen så at sige ventede på et problem – og her er det. Offentliggørelsen af Pisa bruges som en anledning til at vise politisk mod og handlekraft. Ministerposten skal fastholdes.

I forbindelse med Pisa 2006 bragte Jyllands-Posten og Politiken til sammenligning henholdsvis fem og seks artikler. De danske elever er denne gang blevet markant bedre til naturfag, men den historie præger ikke aviserne. Politiken fokuserer på kritik af selve Pisa, mens Jyllands-Posten fokuserer på læsning. Den sparsomme omtale af Pisa 2006 kan hænge sammen med daværende undervisningsminister Bertel Haarders reaktion på undersøgelsen: Han vil lade de tidligere søsatte reformer få tid til at virke. Der er ingen markante politiske udspil, ingen konflikt, ingen uenige politikere – der er simpelthen ingen historie! Og det på trods af, at rapporten peger på en lang række problemstillinger, som aviserne kunne tage op og behandle. Bertel Haarder lukker simpelthen debatten ved ikke at komme med forslag til politiske indgreb.

Analysen viser, at der er stor forskel på Pisa-rapporternes konklusioner og avisernes nyhedsartikler. Medierne blev i 2005 udråbt som »den store synder« i debatten om Pisa, og den underlæggende præmis var, at når medierne fejlfortolker eller eksponerer bestemte konklusioner, så reagerer politikerne – medierne har magt til at bestemme, hvad politikerne skal beskæftige sig med. Det må man altså sætte spørgsmålstegn ved. Analysen viser, at telegrammerne fra Ritzaus Bureau og pressemeddelelserne fra Undervisningsministeriet bliver meget styrende for pressens håndtering af sagen. I begge tilfælde bruger ministrene undersøgelsen til at legitimere egne politiske projekter. Og mens vi venter: Hvad mon Pisa skal legitimere denne gang?

»Den sparsomme omtale af Pisa 2006 kan hænge sammen med daværende undervisningsminister Bertel Haarders reaktion på undersøgelsen: Han vil lade de tidligere søsatte reformer få tid til at virke«.