Mens vi venter

Nu går vi og venter på, at vi skal kastes ud i en strejke med tilhørende lockout og lovindgreb. Man kan næsten ikke forstå at det er virkelighed igen. Jeg står midt i en matematiktime, eleverne sidder og arbejder med nogle opgaver, de ræsonnerer og samarbejder, vi diskuterer forskellige løsningsmuligheder, alt er godt. Men det er måske snart slut. Vi er altid presset i hverdagen på at der er mange ting, som man skal lære i matematik. Der er næsten ikke tid nok til at få plads til det hele faglig læsning, teknologi, CAS, større undersøgelser osv. Og så står vi måske lige om lidt i en situation, hvor lærerne bliver sendt hjem og skolen lukker næsten helt ned. Det virker totalt håbløst.

Den dygtige leder anerkender sine medarbejdere og giver dem plads til at udføre deres opgaver,og sørger for at der er et ordentligt sprog på arbejdspladsen. Når der bliver talt i en ordentlig tone om medarbejderne og arbejdspladsen, skaber det en virkelighed, der er positivt for alle medarbejderne. Mens vi går og venter på det totale sammenbrud i forhandlingerne, kan vi i medierne læse negative udsagn om de offentligt ansatte fra den ene forhandlingspart. Det føles ganske utrygt at vente. De er ærgerligt, at der bliver skudt med negative narrativer, for hvem orker at være offentlig ansat, når ens arbejde og kæmpe indsat bliver omtalt negativt, og ikke bliver anerkendt.

Jeg frygter tiden efter eventuelle strejke og lockout, og det gør eleverne også. Eleverne er også pressede i hverdagen, og vil gerne klare sig godt i skolen, så for dem er det heller ikke sjovt at vente i uvished. Det der foregår lige nu er for mig at se et overgreb på de offentligt ansatte, på patienterne, eleverne og borgerne, som om vi ikke også var både skatteydere og stemmeberettiget (nogen af os).

Det her vanvid må stoppe