Massernes musik

Brian-tekno, tramp-musik, dakke-dak. Kært barn har mange navne. Dens altafgørende eksistensberettigelse, blev min nabo og jeg forleden enige om, lå i dens markante evne til at samle en ikke uanselig flok mennesker til at “plukke frugter” eller “røre i gryden”. Med dette mener jeg den bevægelse, der uvægerligt følger med, når man “danser” til nævnte slags musik. Teorien om samhørighed blev i høj bekræftet senere samme aften, da jeg fra lejligheden kunne høre 40.000 mennesker i Parken skråle med på temaet til det ultimative “trampe-nummer”; Tsunami.

Anatomien i energien

Dykker man ned i Tsunami, er det jo ikke et veritabelt overflødighedshorn af harmonier, melodier og alskens musikalske virkemidler. Det samme tema bliver vendt, drejet og forskudt i en uendelighed. Et klassisk less-is-more greb, og da tekno i høj grad er en opdateret version af primitiv musik, er det i og for sig også hensigten. Folk, især dem med mere cerebrale tilbøjeligheder, elsker at hade den slags unga-bunga. “Hvor er musikken?”, bliver der spurgt. Men så kan man vende spørgsmålet et par grader og spørge: “Hvad er musik?”.

For alle og enhver plus det løse

Indrømmet, det er en slags guilty pleasure at elske Tsunami. I bilen har vi sågar en håndfuld CD’ere med tysk schlagermusik. De er uundværlige på autobahnen. Men Tsunami og lignende rammer en primitiv nerve i mit system. Ikke en for-sjov muskel, men en ægte kærlighed. Det er ikke førstevalg til en romantisk middag, men godt i mange andre henseender. Forleden aften sad vi fire drenge høj på tagterrassen og hørte nummeret for fulde gardiner. Turen fra mellemgulvet til dansegulvet er kort, kontant og koncis. Det bliver ikke bedre.