Mangler vores undervisning kvalitet?

Ansvar for egen undervisning?

Hvis vores undervisning var uundværlig, havde vi nok ikke nedprioriteret den i samme grad, som vi gør nu. Det er paradoksalt at vi, som er kommende lærere, ikke ser en nødvendighed i at deltage i undervisningen i store mængder af tiden. Hvad går galt?

Et af mine bud er, at undervisningen kan blive så ensformig, og bliver så rutinepræget, at det ikke længere giver nogen meningsfuld værdi for den enkelte studerende. Jeg har oplevet at skulle læse dagens tekst i undervisningen, derefter svare på spørgsmål og til sidst fremlægge mine svar for klassen. Hver evig eneste gang. Igen paradoksalt at nogle af de lærere, som underviser os i at være lærere, ikke mestrer at tilgodese vores forskellige læringsbehov.

Der er også en tendens til, at mine undervisere favoriserer gruppearbejde. Der er ikke noget i vejen med gruppearbejde – kun hvis det er hele tiden, og læreren aldrig snakker. Vi får for meget ansvar for dagsordenen og en så lang snor, at det i sidste ende bliver ansvar for egen undervisning – og ikke ansvar for egen læring.

Manglende seriøsitet

Min uddannelse er en voksenuddannelse. Derfor er det også vigtigt, at undervisningen er seriøs og på et fagligt højt niveau. Så når jeg bygger en and af LEGOklodser eller skriver og dekorerer et postkort til mig selv i en undervisningstime, bliver jeg en anelse skeptisk – kunne den time ikke være givet bedre ud? Havde vi behøvet at bruge 1 time på den aktivitet?

Så længe der er plads til at fylde undervisningen med useriøst indhold, så skal uddannelsen bestemt ikke vare længere end 4 år.

Selvfølgelig er vores undervisning uundværlig. Men hvis den kun har indholdsmæssig værdi halvdelen af tiden, så er der ikke noget at sige til, at folk ikke møder op, og fraværet fortsat stiger.