Manglende medieteknologi - en ny form for analfabetisme

Medieanalfabeter vil sandsynligvis være dem, der først fravælges når studiekammerater på uddannelser efter Folkeskolen finder sammen i forskellige faglige og sociale netværk. Hvis altså medieanalfabeterne når så langt i uddannelsessystemet. De faglige og sociale netværk opstår eller udvikler sig også i nogen grad netop gennem brug af medieteknologierne. Og medieanalfabeterne vil sandsynligvis også være de første, der sorteres fra, når virksomheder skal besættes studiejobs eller andre mere almindelige jobs, hvor det er et indbygget krav i jobbet at kunne anvende de sidste nye medieteknologier i samarbejdet med kollegerne.

Folkeskolerne er generelt langt bagefter, hvad angår det at følge tilstrækkeligt med i den teknologiske udvikling, herunder især den medieteknologiske udvikling, der handler om at anvende de sidste nye redskaber og teknologier til kommunikation og problemløsning.

Undervisning er i sig selv kommunikation. Men samtidigt med undervisningskommunikationen lærer børnene også (i al den undervisning, der ikke alene er kommunikation mellem lærer og enkeltelev) at kommunikere med hinanden på de måder og med brug af de redskaber, som skolen muliggør i undervisningen.

Vi lever i et globaliseret samfund, hvor mennesker i både kulturlivet og produktions-/arbejdslivet i stigende grad skal kunne kommunikere og løse opgaver gennem brug af de nyeste medier. Derfor bør kommunerne generelt i langt højere grad investere i den sidste nye medieteknologi til brug i undervisningens kommunikation.

Men deri ligger også en stor udfordring. Det fordrer efteruddannelse af alle de lærere, der ikke selv for private midler af private årsager har investeret i og sat sig ind i de sidste nye kommunikationsmedier.

Mange lærere oplever og (med mindre skolernes og seminariernes budgetter øges betydeligt) vil i stigende grad også fremover opleve, at flere af deres elever er langt foran dem selv, hvad angår kompetencer i at bruge de sidste nye kommunikationsmedier. Samtidigt vil lærere opleve, at elever i stigende grad i diverse opgaver selv vil tage initiativ til at anvende medierne i løsningen af deres opgaver. Dette samtidigt med at andre elever (der måske ikke har sådan medieteknologi til rådighed) vil henvende sig til læreren og spørge, hvorvidt det nu også kan være rimeligt, at nogle elever anvender denne teknologi, når andre elever ikke har muligheden.I de klasser eller på de skoler, hvor denne urimelighed ikke imødekommes, vil der faktisk ikke længere være tale om en enhedsskole, hvor alle elever i en klasse stilles lige, hvad angår undervisningsmaterialer og indhold.

Medieteknologien og de kompetencer, der kræves for at kunne anvende den sidste nye medieteknologi, kan udvikle sig så hurtigt, at der, hvis alle Folkeskolerne ikke tilføres de nødvendige teknologier og kompetencer til at anvende dem, opstår en så kraftig ulighed mellem hhv. børnene fra de hjem, hvor der investeres i medieteknologierne, og børnene fra de hjem, hvor der ikke investeres i dem, at det kommer til at minde om den ulighed, der opstod mellem mennesker, der hhv. lærte eller ikke lærte at læse dengang, hvor skriftteknologien (dvs. det at lære at læse og skrive) blev udbredt i den vestlige verdens produktions-/arbejdsliv. De, der ikke kunne læse, klarede sig generelt langt dårligere end de, der kunne, hvilket skabte dybe skel i befolkningerne i de vestligt udviklede lande. I nogle lande var det faktisk så slemt, at folk, der ikke kunne læse blev straffet hårdere for samme forbrydelse end folk, der kunne læse.

Danmark kan i løbet af det næste årti ende med at stå med en sådan grad af medieanalfabetisme, at det vil skabe store skel i befolkningen i Danmark, hvis der ikke snart investeres så tilstrækkeligt meget i Folkeskoleelevernes lærings- og udviklingsmuligheder med brug af medieteknologierne, at der opnås en mere lige adgang til det at lære at anvende de sidste nye medieteknologier.