Mangel på viden om ordblindhed

Engang i fyrrerne drog et par »halvstuderede røvere« rundt i København med en Binet-kasse og nogle læseprøver. Børn, der ikke kunne læse, betegnede de som ordblinde.

Lige siden har denne pædagogisk og menneskeligt set uheldige etikette eller diagnose forfulgt danske børn med læsevanskeligheder og dermed deres forældre og lærere.

Uheldig, fordi den tager håbet og initiativet fra såvel børnene som de voksne: Er man blind, kan man ikke se. Er man ordblind, kan man ikke se ord. Ergo er der ikke noget at gøre ved det.

I artiklen »Stor forskel på tilbud til ordblinde« af Henrik Stanek i Folkeskolen nummer 36 anføres, at to medarbejdere fra Dansk Videnscenter for Ordblindhed, Dorthe Haven og Helen Jensen, nu, cirka 60 år efter at sovepudediagnosen ordblindhed blev introduceret, »efterlyser klare retningslinjer for, hvornår en elev kan betegnes som ordblind«.

Angiveligt vil Videnscentret bidrage med et projektforløb om, hvordan man skelner mellem læsevanskeligheder og ordblindhed.

Men nu kommer så paradokset (en tilsyneladende urimelighed, påstand, der formelt er selvmodsigende, men i virkeligheden rummer en overset sandhed). For de spørger selv i den forbindelse: »Vil en sådan afdækning kunne foregå kvalificeret, uden at en klar definition af ordblindhed er til stede?«

I cirka 60 år har man i Danmark under foregivelse af at handle professionelt anvendt en af uerfarne amatører opfundet diagnose til at fratage børn, forældre og lærere håbet om en læseudvikling.

Ja, man har sågar et Dansk Videnscenter for Ordblindhed, der ikke ved, hvad ordblindhed er.

Mon ikke det var på tide at få afskaffet denne antidynamiske, stigmatiserende diagnose?

Lad os arbejde med funktionelle diagnoser og tale om årsagsbetingede læsevanskeligheder. Årsager kan man forholde sig til.