Man skal vove pelsen

DLF's kongres har for godt seks år siden vedtaget en professionsstrategi. Men sådan en kommer ikke af sig selv, bare fordi man har vedtaget det. Det er ikke nok som medlem af hovedstyrelsen at »passe butikken«. Man skal vove pelsen. Gå på banen. Gøre lærernes holdninger gældende på de bonede gulve og i medierne. Være lærernes stemme i offentligheden i tale og på skrift, udbrede kendskabet til de faktiske forhold i skolen på godt og ondt, gå offensivt i rette med medier, politikere og diverse amatører, der angriber skolens ansatte. Ikke med reflektorisk forurettethed og modanklager, men med saglighed, holdninger og professionalisme.

Enhver, der har prøvet at trænge gennem mediemuren, ved, at det ikke er let. Det koster tid, man tager mange forgæves tilløb, og man udsætter sig selv for offentlig, undertiden ublu kritik. Om det er forklaringen på, at vores nuværende hovedstyrelse generelt ikke er til at få øje på i medierne, skal jeg ikke kunne sige. Det nytter bare ikke noget. Sådan er mediemaskinens vilkår, og det er altså her, slaget om skolen står.

DLF's professionsstrategi bygger på den betragtning, at vi lærere har så god en sag, at vi står os ved at udfordre modparten på denne slagmark. Det tror jeg på. Det viser undersøgelse efter undersøgelse. Mange danskere er måske nok sure på skolen, men de er glade for deres børns lærere. Heri ligger et stort potentiale, som professionsstrategien skal hente sin kraft fra.

Men det kræver en hovedstyrelse, der er tættere på lærerne, undervisningen, børnene, forældrene, kort sagt professionen. En hovedstyrelse, der kan give professionen mæle.