Man lærer så meget andet

Det er næsten, som om ethvert forsøg på at løse de utallige i folkeskolen indpodede skavanker umuliggøres af den værste af dem alle, nemlig den herostratisk urørlige udelthed. Nu viser en Pisa-undersøgelse, som omtalt af forskningsleder Poul Skov i Folkeskolen nummer 11, at folkeskolen, jeg havde nær sagt selvfølgelig, ikke kan bryde børnenes sociale arv. Svage forældres svage børn bliver ikke løftet ud af svagheden, skønt det jo er det, udelthedsprincippet opretholdes for.

Det var ellers professor Niels Egelund, der forsikrede, at faglighed smitter. Stærke elever i en klasse ville uvægerligt hæve de svage. Så hvem af de to kloge har egentlig ret? Nu er der jo det ved det, at fagligheden i Egelunds tese smitter begge veje. Så egentlig skulle vi lige så uvægerligt ende i den udelte skoles succes, nemlig ensgørelsen, hvorved svage som stærke frigøres fra deres sociale arv. Men her kommer Skov på kant med ideologien uden måske at ville det. For Skov vil gerne, at de bogligt stærke (gode) elever får et godt ufbytte af undervisningen. Men han vil altså ikke gå vejen til målet. End ikke med et ord nævner han den delte skoles muligheder for at tilgodese begge elevkategorier. For at forsvare den delte skole er som at bande i et kirkerum. I betydende skolekredse gør man bare ikke sådan noget. Men så har Skov heller ikke anden mulighed end det sædvanlige nytteløse klynkeri om anvendelsen af den differentierede undervisning, hvilket han godt ved er meget svær, umulig. Og så skulle den historie ikke være længere bortset fra den sædvanlige påklistrede lykkelige slutning. For i skolen lærer man jo så meget andet, minder Skov os om: Social forståelse (bortset fra forståelsen for den sociale arv), at omgås hinanden (skønt mobning angiveligt slår alle rekorder) og alt sådan noget.

Vagn Madsen

Brønderslev