Magnetisk frastødning

Undersøgelsesresultaterne er strømmet ind i sidste uge. Danske familier søger andre græsgange, hvis der er over en tredjedel tosprogede på den lokale folkeskole. De resursestærke tosprogede forældre skynder sig også at kigge sig om efter en anden skole og får efter indførelsen af det frie skolevalg ikke længere et nej, når de beder om at få sønnen eller datteren optaget på en anden skole i byen. Og senest kom så den såkaldte etniske Pisa, som konkluderer, at det slet ikke har noget med skolen at gøre, men derimod kulturen i hjemmet, når tosprogede børn statistisk set klarer sig meget, meget ringere i skolen end dansksprogede.

Det er ikke svært at se mønsteret - trods de smukke ord om magnetskoler og frit valg trækker magneten i en helt forkert retning. De dansktalende, de resursestærke, dem, der har overskud til at diskutere politik og kultur i hjemmet, de frastødes af ghetto-magnetskolerne, som står tilbage med en gruppe elever, der har alle odds imod sig. Spredning hjælper ikke, konkluderer forskningsprojektet - for de tosprogede elever bliver ikke bedre til at læse, uanset om der er fem eller ti af dem i hver klasse. Derimod går det galt, når over halvdelen på en skole er tosprogede. Men problemet er jo, at skolen med de 45 procent tosprogede elever ikke findes - ikke ret længe i hvert fald. Udviklingen fra 30 procent til 80 procent går nemlig rigtig hurtigt - når de første af klassens resursestærke børn har skiftet skole, så følger kammeraterne meget hurtigt efter.

Når der står tosproget og læsning i samme sætning, kan man forledes til at tro, at det handler om sprog. Men det gør det ikke, viser den etniske Pisa. 64 procent af de arabisktalende børn har katastrofalt dårlige læsefærdigheder, mens problemet kun er halvt så stort blandt urdu-talende, og det handler ikke om forskellen mellem de to sprog, men om forskelle mellem to kulturer, konkluderer forskerne. Vi har en situation, hvor over halvdelen af børnene i tre af landets største indvandrergrupper - arabere, tyrkere og kurdere - hægtes af uddannelsessystemet, og det er altså ikke først og fremmest et spørgsmål om sprog. Men hvad er regeringens svar på dette betydelige samfundsproblem? Ud over nationale test, elevplaner og faglig opstramning generelt var Bertel Haarders svar ved præsentationen af rapporten i sidste uge syv initiativer, der alle sammen handler om sprogstimulering og dansk som andetsprog samt et projekt, der skal formidle succeshistorier fra skoler med mange tosprogede.

Hvis ikke der meget snart bliver sat ind på nogle helt andre fronter - dels helt overordnet i forhold til den opsplitning af samfundet, som ghettoskolerne er symptom på, dels i forhold til de forældre, der uforvarende giver deres børn en opvækst, der hægter dem af - så er der risiko for, at der ikke bliver nogen succeshistorier at formidle.

»De dansktalende, de resursestærke, dem, der har overskud til at diskutere politik og kultur i hjemmet, de frastødes af ghetto-magnetskolerne, som står tilbage med en gruppe elever, der har alle odds imod sig«