Madsens demagogi

I Folkeskolen nummer 36 har Vagn Madsen grebet særlig dybt i posen med yndlingsfloskler og idiosynkrasier, alle fra »dengang«, og gavmildt har han spredt dem ud over en i grunden meget lille variant af de sædvanlige sure opstød fra den gamle Jeronimus, der betragter det stadig levende liv glide forbi, mens han - heldigvis - er henvist til betragterens rolle.

Denne gang har Madsen forsøgt at knytte en såkaldt »maoistisk pædagogik« fra 70'erne sammen med et reformpædagogisk princip fra 40'erne om, at »al udvikling skal gro op fra barnets stade ...« - et lidt upræcist udtryk for et forsøg på at identificere strømningen, der blev kaldt »lilleskolepædagogik«.

To uforenelige, antagonistiske, pædagogiske principper, hvilket stod klart for alle involverede allerede »dengang«. Dét har Vagn Madsen lykkeligt glemt - eller aldrig fattet? Det stiller sig dog ikke i vejen for hans blomstrende litterære mølle, den maler ufortrødent videre med sine betydningsløse causerier.

Og dog.

Måske indstiller han produktionen for en tid, i hvert fald ser det lovende ud, at han slutter sin svada med følgende: »... mens ingen tør røre skolen i sin nuværende indretning«.

Er det et løfte om, at han indstiller skydningen, indtil han er blevet »indrettet« anderledes, eller har han blot også glemt sin danske grammatik?