Måske skal vi stille politikerne de enkle, naive spørgsmål: Hvad tror I på? Hvad håber I på? Hvad brænder I for?

Man kan lytte til en præst, der taler, som gjaldt det liv og død. Hun taler til os ca. 40 fremmødte, hendes ord rammer som en ild, som en lise.

Hun taler om samfundets færd mod måling og kontrol, mod en mekanisk opfattelse af det at være menneske. Vi eksisterer side om side, men vi har glemt at kikke rundt. Vi stirrer fremad mod karriere, udvikling, udbytte.

Men hvad nu hvis rigdom er at kunne høre foråret? Hvad nu hvis det sande udbytte opnås ved er at lytte til den fremmede? Hvad nu hvis vi stopper op i travlheden og er der for dem, der har brug for os?

Naive, næsten enfoldige spørgsmål, men jeg er ramt i hjertekulen. Jeg er ramt i et håb om, at ord alligevel kan gøre underværker.

Den skole, jeg kender, afgår ellers snart ved døden.

Den skole, hvor jeg først og fremmest skal tage ansvar for elevernes trivsel og sørge for, at ingen føler sig udenfor eller overset, den skole, hvor jeg tager ansvar for en god undervisning – den er ved at dø.

Politikerne har solgt mit ansvar til konkurrencestatens ansvar for finanserne. Børnene betragtes som en slags objekter, der kan proppes med målbar læring. Som om læring kan måles, som om man kan blive dygtig, hvis man ikke trives, som om computernes programmer kan teste, om min undervisning er god.

Min skole er ved at blive ødelagt. Der skal underværker til, hvis åndsfrihed, ligeværd og demokrati skal genopdages.

Måske skal vi stille politikerne de enkle, naive spørgsmål: Hvad tror I på? Hvad håber I på? Hvad brænder I for?