Måske ikke så ringe endda

Og så kom der endnu en devaluering af vores uddannelse (Folkeskolen nummer 36). Vi kommer ud uden at kunne formulere os, uden at kunne hverken stave eller spille klaver ... stakkels Danmark!

Det værste ved at læse til lærer (og vel også ved at være lærer) er at stå model til denne tilsyneladende uudtømmelige kilde af kritik over for både uddannelsen, det leverede arbejde, børnene ... find selv på mere!

Måske er det rigtigt, at jeg trods afsluttet danskeksamen stadigvæk ikke er skrap til sætningsskemaer, og at jeg trods afsluttet natur/teknik-eksamen ikke uden at tænke mig om kan fremsige fotosyntesens formel, men uddannelsen er professionsrettet, så jeg føler mig rustet til at komme ud i folkeskolen og møde mange forskellige fag og elever.

Da vi har fire linjefag, vil der være nogle, der er modige og vælger musik uden at kunne spille klaver! Vi skal være professionelle lærere og ikke professionelle musikere, men læser man eksamenskravene, så skulle man tro, det var omvendt. Jeg indrømmer, at jeg ikke turde vælge hverken musik eller idræt, som jeg ellers havde haft lyst til. Og lad os slet ikke tale om svømmelæreruddannelsen.

Og så fri os lige for flere timer, vi har rigeligt at se til!

Forskellen til tidligere ligger måske i, at vores uddannelse er mere koncentreret. Vores lærere siger ikke noget uvæsentligt, og kommer man ikke til timerne, går man glip af meget, der ikke vil blive gentaget ved senere lejlighed. Det samme gælder for lektier, de er væsentlige og nødvendige, for at man kan følge med i faget, og der er meget læsestof. Uddannelsen er generelt ikke skruet sammen, så der er plads til et liv uden for seminariet.

I praktikken er vi blevet mødt med forundring over, at vi kommer så meget på seminariet, at nutidens lærerstuderende er så studieivrige. Det er vores indtryk, at man tidligere havde tid til at dalre meget mere, så måske er vores uddannelse ikke så ringe endda, hvis man da møder op.

Marike Kjærulf-Hoop

lærerstuderende, Nørre Nissum Seminarium