Målevejetyranni

Jeg er lærer på en specialskole under folkeskoleloven.

Eleverne har forskellige diagnoser og deraf følgende problemer, meget ofte lavt selvværd. De føler sig ikke elskede.

Vi har som lærere og pædagoger en professionel viden, kunnen og erfaring på dette felt, og gør en stor forskel for eleverne. Det kræver stor specialviden og godt samarbejde at gøre eleverne trygge. Når de er det, er de nogle vidunderlige, elskelige og nysgerrige unger.

Jeg er kontaktlærer for to drenge i 10. Klasse. Der er autisme og adhd og specifikke udviklingsforstyrrelser indover.

Men der er for begge drenges vedkommende i løbet af efteråret også kommet alvorlige depressioner med bla. selvmordstanker og selvskadende adfærd indover.

En kombination af autisme, depression og søvnbesvær er en meget giftig og ensomhedsskabende situation.

Det gør, at al undervisning for disse to drenges vedkommende pt foregår i de respektive hjem.

Angsten for krav gør, at de sover om dagen og er vågne, når alt ånder fred om natten, så undervisningen lykkes bedst tidligt om morgenen. De sover derefter godt ovenpå at have præsteret sammen med et trygt, levende menneske, som ikke tester dem.

En depression er ikke noget, man bare snubler ind i eller ud af ved et tilfælde. Men der er altid en udløsende faktor. For begge drengene var den udløsende faktor det at stå på tærsklen til samfundet derude og føle, at man er en del af et måle/vejesamfund, som man selv som elev i en relativt beskyttet skoleverden mærker hver dag. De ved godt, at det ikke tæller, at deres lærer kan se en masse gode sider, en masse potentiale, intelligens og nogle kærlige, rare drenge i dem. Når jeg fortæller dem det, beder de mig stikke i Jesus-sandalerne og stikke kridtpiben ind. Hvor naiv er han deres lærer? De ved alt for godt, at det der virkelig tæller, er at kunne det målbart rigtige på det målbart rigtige tidspunkt på den målbart rigtige måde. Det ulykkelige er, at intentionen for alle er, at netop hjælpe så mange på rette vej som muligt, også disse drenge! For hvor man i andre sammenhænge kan have divergerende intentioner, så ønsker alle i det danske samfund at hjælpe folk, der er ramt af diagnoser, det være sig psykiske eller fysiske.

Jeg vil ikke her forholde mig til lødigheden og brugbarheden af diverse tests. De er kun en del af et målevejesamfund, der uanset intentioner de facto splitter mennesker op i dem, der klarer den og dem, der ikke gør.

Jeg ved også at i det specialpædagogiske arbejde, der pågår pt ville hverken drengene eller jeg få 12 i en test, der testede egnethed til tests.

Hvis vi som samfund tænker, at de også er en vigtig del af det danske samfund, så siger vi ikke konkurrencestat med et skuldertræk. Så giver vi plads til, at disse fantastiske drenge får et godt og virksomt liv sammen med vi andre. Muligheden er der.

Men vi er simpelthen nødt til at sadle om, for dette er bare to ud af rigtig mange eksempler på, hvad der sker, når vi tvinger hinanden til at påtvinge gode, men skrøbelige unge den usigelige smerte det er, at ikke føle sig noget værd, blot fordi de igen og igen udsættes for samfundets repressalier i form af måling og vejning fra vuggestue til uddannelsen er slut. Vi må holde op med målevejetyraniet!