Målbar undren?

Når jeg laver filosofiske samtaler med børn, oplever jeg tit, at de til en start prøver at komme med svar, der er tilpasset mine forventninger – eller rettere tilpasset deres egne forestillinger om mine forventninger.

At virkeligheden er sådan er ikke nogen overraskelse. For i en skole med en uhyre mængde udpenslede mål og et uoverskueligt antal test, må eleverne nødvendigvis være vant til, at skolens indhold er styret efter ydre bestemmelser.

Et felt af ikke-viden

Selvom virkeligheden er mere nuanceret, kan man med rimelighed lave et indholdsmæssigt (analytisk) skel mellem viden og ikke-viden. Dette skel er dermed også det, der afgør, hvad der kan måles og testes, og hvad der ikke kan. For hvordan måle på noget, som vi ikke har viden om?

Ikke desto mindre rummer feltet af ikke-viden ufattelige perspektiver i en skolesammenhæng. For eksempel bliver det indenfor samme kategoriske optik hurtigt tydeligt, hvor filosofi med børn placerer sig – nemlig i feltet af ikke-viden. Emner som retfærdighed, tid, virkelighed og kunst rummer alle elementer af filosofisk karakter, der så at sige kalder på filosofisk undren og tænkning. Det er samtidig emner, som de fleste vil mene, bør have en plads i skolen.

Et filosofisk indhold udspringer af det levede liv, og i skolesammenhæng særligt af børnenes eget liv. Samtidig er et filosofisk indhold kendetegnet ved at have almenmenneskelig karakter. Man kan med andre ord sige, at det filosofiske indhold ikke blot er knyttet til det subjektive hos den enkelte, men at det netop også skaber mulighed for at lade eleverne forbinde sig med hinanden i et fælles forsøg på at forstå og begribe verden.

Filosofi med børn i praksis

Vender vi tilbage til min oplevelse af, hvordan børn svarer på mine filosofiske spørgsmål, er det – heller ikke overraskende – tydeligt, at deres grundlæggende trang til undre sig og filosofere stadig er intakt. Ret hurtigt får de fleste børn fornemmelsen af, at der med de filosofiske samtaler faktisk åbnes et rum, hvor deres egen undren er i fokus, hvor jeg som lærer ikke er på jagt efter bestemte svar, og hvor de i fællesskab kan gå på opdagelse i deres egne og hinandens tanker.

Med filosofiens tilknytning til børnenes eget liv, deres undren og tænkning, er det ikke bare oplagt, men tillige ganske nødvendigt at indføre filosofi med børn i skolen. Dette taler dog samtidig for en skoledag af langt mindre målbar karakter – for børns undren kan nu engang ikke måles.