Lysten til at lære

Jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg heldigvis også ofte støder på drenge, som i den grad kan tage fra i skolearbejdet – men jeg møder desværre også det modsatte. Hvordan kan det være, at det er drengene, der har sværest ved at finde motivationen frem? – og kan jeg som lærer gøre noget, der forvandler den manglende lyst til en naturlig lyst til læring?

I den omtalte klasse var det pigerne, der knoklede. Det var ikke nødvendigvis pigerne, som fik de bedste resultater på papiret, men de var i besiddelse af det glimt i øjnene, der klart viste, at de havde lyst til at lære – til at lære mere og blive klogere.

Alderen spiller en rolle

Naturligvis spiller alderen ind. Jeg modtog klassen i 6. klasse og så heldigvis en modning og en fremgang i lysten til at lære omkring 8. klasse.

Jeg er også med på, at min undervisning skal være praksisminded, jævnligt resultatorienteret og gerne med emner, der også fanger drengene. Dette er altid i mine overvejelser og en stor del af min dagligdag, og alligevel føler jeg, at drengene er lidt ”slukkede”.

Jeg er nysgerrig på, hvordan det kan lykkes en hel drengeflok at hive hinanden med ned. Min kollega og jeg havde mange snakke med både hele klassen og drengene alene i håbet om at få dem på banen omkring, hvordan vi skulle få en kulturændring i klassen.

Jeg har ikke oplevet det før med en hel klasse. I år har jeg også modtaget en ny 6. klasse, og der er der masser af drenge, som giver den en skalle med skolearbejdet.

Der er ikke larm i klassen, og de stillede opgaver bliver ofte forsøgt løst. Men gnisten er der ikke – det virker mekanisk og lysten er der ikke.

Hvor finder jeg den, så jeg kan give den videre til mine drenge?