Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Debat

Lortemonstre og toiletuniverser: Selv de tilbageholdende elever sprang ud i det

Jo mere eleverne fik lov til, des mere fordybede de sig i magiske universer. Positive forventninger var gennemgående, da tre lærerstuderende afholdt workshop i billedkunst for 3. årgang.

Billeder af magiske universer og portaler var med til at kickstarte elevernes kreative proces.

Foto: Privat/Ida Römer Johansson
Helene Ryde
Ida Römer Johansson
Kasper Wium-Tellefsen
Start debatten
19. april 2024, kl. 12:11
Start debatten

Der bliver tegnet alt fra enhjørningepaladser til lortemonstre og toiletverdener, mens eleverne fra 3. årgang sidder fordybet i arbejdet med at udvikle deres magiske universer. Lokalet, vi befinder os i, er lille og slidt, men på et bord i midten ligger bøger, prototyper og udprintede billeder fra film og serier, som alt sammen relaterer sig til magiske verdener.

I anledning af Billedkunstens Dag udarbejdede vi, billedkunststuderende på Campus Carlsberg, en workshop for 3. årgang fra Rådmandsgade Skole på Nørrebro i København. En workshop som kulminerede i en stor udstilling.

Under det overordnede tema fællesskaber og monumenter i det offentlige rum, tog vi udgangspunkt i en konkret kunstinstallation på Vestre Kirkegård, hvor man kan træde igennem en stor firkantet portal i bronze.

Symbolikken åbner nemlig op for noget, vi tænker, de fleste børn på den ene eller anden måde kan relatere til: Magiske universer, -verdener og portaler.

Den anden side af portalen

Vores workshop bestod af tre faser. I den første talte vi med eleverne om portaler og fantastiske verdener i litteraturen, computerspil og film. Vi fik dem varmet godt op og åbnet op for deres baggrundsviden om det, vi skulle beskæftige os med.

Billedkunstens dag er en landsdækkende begivenhed, som afholdes hvert år, onsdag i uge 11.

Formålet med dagen er at fremme forståelse for børn og unges æstetiske billedsproglige udtryk og at fremme forståelse for billedkunstfagets betydning i og udenfor folkeskolen.

Dagen giver rig mulighed for at indgå spændende samarbejder på tværs af andre institutioner som billedskoler, museer, biblioteker og kultur- og uddannelsesinstitutioner.

Dagen sætter spot på mangfoldigheden i billedkunstundervisningen, og giver indsigt i børn og unges visuelle udtryk og potentiale.

Kilde: danmarksbilledkunstlaerere.dk

I anden fase skulle eleverne parvis skabe deres egne fantastiske verdener. Her skulle de forestille sig, at de var trådt igennem en magisk portal og gennem skitser vise, hvad de så på den anden side.

I tredje og sidste fase skulle eleverne arbejde tredimensionelt med deres verdener. De kunne vælge at skabe en souvenir fra deres verden eller lave et tableau eller scene med udvalgte materialer, som vi stillede til rådighed. Alle elevers individuelle værker skulle så indgå i ét samlet værk, og derfor var udvalget af materialer det samme for alle med blå som gennemgående farve.

Vi så det slet ikke som et problem

Som lærerstuderende er det altid spændende at afprøve de undervisningsforløb, man nøje har gennemtænk og udviklet, i praksis. Især i billedkunst og de øvrige praktisk/musiske fag mærker vi denne begejstring, da undervisningsformerne og -lokalerne ofte opfordrer til andre og mere legende aktiviteter, end det vi er vant til fra de boglige fag.

Den kreative tankestrøm, som eleverne fik i billedkunstlokalet, prøvede vi at indfange i første fase af workshoppen gennem dialog og en udprintet billedbank med inspirerende billeder.

Eleverne viste os præcis den kreativitet og opfindsomhed, som vi havde forventet. Nogen vil måske sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt lortemonstre og magiske toiletuniverser hører til i en kreativ proces, men eftersom børnene kunne argumentere for deres valg og idéer, så vi det slet ikke som et problem.

Det var vigtigt for os at nikke anerkendende, når eleverne spurgte om de måtte gøre det ene, eller tegne det andet. Det var som om, at jo mere, de måtte, desto længere ind i arbejdsprocessen og det magiske univers kom de.

Skitserne blev lavet i makkerpar, men det kreative produkt kunne laves enten med makkeren eller alene. Et par af eleverne fortsatte med at arbejde sammen med deres makker, mens overraskende mange af børnene kastede sig ud i den individuelle kreative proces. Vi lagde særligt mærke til én elev, som i begyndelsen virkede tilbageholdende og kiggede meget på, hvad makkeren gjorde. Her endte eleven med at være helt selvkørende og langt inde i sin egen kreative boble.

Flere af børnene kom tilbage fra spisefrikvarteret og fortalte, at de havde talt om deres idéer med hinanden, før de igen kastede sig ihærdigt over projektet.

Vi valgte at gennemføre undervisning med en tilgang til eleverne som motiverede, kreative og ansvarlige mennesker. Heldigvis gav de os på intet tidspunkt grund til at tænke andet. De arbejdede koncentreret og legende, alt imens de idéudviklede, jokede og endda havde overskud til at spørge ind til, hvem vi var, og hvad vi lavede.

Vigtigst af alt fik hver og en produceret noget, de kunne være og var stolte af.

Her viser en elev sit endelige produkt frem. Det skal indgå som en del af den samlede udstilling, hele projektet kulminerer i. Privat/Ida Römer Johansson.
Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lortemonstre og toiletuniverser: Selv de tilbageholdende elever sprang ud i det

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS