Lockout og menneskesyn

Lockouten handler om mere end arbejdstid.

Den igangværende lockout handler om mere end blot arbejdstid, den handler om et grundlæggende syn på menneskets autonomi og paternalisme.

Hvorfor kaster DLF og lærerene sig ind i en kamp, som man på mange områder vil tabe på grund af en politisk opbakning til at ændre lærerenes arbejdstid? Hvorfor tømme den store tunge dragkiste med konfliktmidler, hvis det ikke nytter? Hvorfor kæmpe en kamp, hvor resultatet måske allerede er givet på forhånd? Svaret skal ikke findes i kampen om arbejdstiden, men derimod i det menneskesyn der ligger bagved.

Når Anders Bondo Christensen og Michael Ziegler ikke kan finde hinanden i et kompromis omkring lærernes arbejdstid, tror jeg det i høj grad handler om de involveredes parters syn på lærernes og menneskets autonomi. Ude fra set er der vel ikke særlig langt mellem parterne. Lærerne siger de rigtig gerne vil undervise flere lektioner og have mere kontakt med børnene og KL ønsker at ændre på det nuværende lektionstal, så læreren underviser mere. Så i bund og grund er der vel ikke så langt mellem de to parter, men det er der så alligevel. Hvorfor skulle vi ellers stå i en historieskabende lockout, hvor hundrede tusinder berøres hver eneste dag? Svaret er: Retten til at bestemme.

Oplysningstiden med Kant i spidsen handlede om at mennesket skulle ud af den selvforskyldte umyndighed. Selvforskyldt fordi mennesket manglede beslutsomhed og mod til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. De følgende historiske begivenheder og revolutioner udsprang af netop dette, nemlig om mennesket autonomt og samfundsmæssigt kunne benytte sin egen forstand eller om andre skulle træffe beslutningerne. En kamp der på mange områder så tabt ud på forhånd.

Nu står vi så med et opgør hvor der kan trækkes paralleller til netop denne tid. KL med Ziegler i spidsen udtaler at ”Det handler om, hvem der skal bestemme, hvad lærernes arbejdstid bliver brugt til,” Bjarne Corydon ser det som politikernes opgave at bestemme hvad lærerne bruger deres arbejdstid på, samt hvor og hvornår de gør det. Lærerne derimod kæmper for at bibeholde retten til at bestemme over sig selv, ikke selvbestemmelse over hvilken opgave de skal løse, men over hvordan den bliver løst.

Det virker som om vi samfundsmæssigt er nået til et punkt og et opgør med vores autonomi. Er vi i Danmark forstandsmæssigt i stand til at løfte en given opgave eller skal politikere og arbejdsgivere kontrollere og bestemme ikke blot rammen for opgaven men også indholdet? Har vi mod til at betjene os af vores egen forstand eller skal den lægges ind under andres ledelse?

Vi må se hvor kampen ender, og hvem der i sidste ende trækker sig sejrrigt ud af lockouten, men jeg tror det er vigtigt at huske på at denne kamp også er med til at definere vores syn på autonomi. Min opfordring med Kants egne ord er ”Sapere Aude” – ”Hav mod til at betjene dig af din egen forstand.”

Christian Ellekrog, lærer i folkeskolen

Jyllandsvej 22, 5500 Middelfart