Livet går ikke til fotografen

Netop nu har Søren Vinterberg fået sin store kærlighed til Ib Spang Olsen udtrykt i en smuk og indtryksfuld bog: Ib Spang Olsens ABC (Lindhardt og Ringhof). Den bringer i den grad læseren ind i Ib Spang Olsens univers, hvor man ikke kan undgå at fornemme det levendes puls.

Efter læsningen greb jeg ud efter en af mine yndlingsbøger, erindringsbogen Lille dreng på Østerbro. Gå på skolebiblioteket som i dag hedder noget mere teknokratisk, og grib bogen, slå op i den og se en drengs sansninger strømme ud fra siderne.

På et af billederne sidder en enorm kvinde med sin sprutflaske i et havehus med tolvsprosset vindue. Hun fylder det hele ud; ikke fordi hun i den fotografiske virkelighed har dimensioner som et havehus, men fordi hendes nøgenhed og druk flyder så meget i den lille drengs bevidsthed. Vi ser altså en personlig sandhed som intet foto kan gengive.

Vi er omgivet af billeder der viser os det vi kan se. Det er den slags informative billeder der bidrager til at give os velstand. Men det sanselige kunstbillede giver os et modbillede som gør det usynlige synligt. Det er sådanne billeder der kan gøre os til levende mennesker.

Dette samspil er det væsentligt at dyrke - også i sproget - hvis vi ønsker både velstand og liv. Men tilsyneladende sætter vi i den politiske dagsorden velstand over liv. Men måske kan nye sprogbilleder være med til at dyrke livet:

Den uddannelsespolitiske debat og hverdagstydningen i skolen (det kaldes også evalueringen) er blevet bundet op på tal i helt ekstrem grad. Man vælger at italsætte mennesket, men lad os forstyrre billedet med en enkelt vokal -e, så vi ønsker at italesætte mennesket, så er vi da lidt på vej, selv om ordet er grimt.

Den pædagogiske forskning foregår blandt andet på DPU, men den nytiltrådte leder udtaler at "skolen skal producere arbejdskraft, så dansk erhvervsliv kan klare sig globalt." Dette er vel kun en halv sandhed, hvis man læser folkeskolens formålsparagraf, men med udtalelsen binder den nye leder sig op på det som spydigt er blevet kaldt det DPO, Det pædagogiske Oligarki. Giv os U'et tilbage, så forskningen bliver fakturafri for at styrke en skole der skal give elever både noget at leve af og noget at leve for.

Endelig er det da besynderligt at forstavelsen be- er smuttet fra beslutning og har klistret sig til læringskonsulent. Belæringskonsulent er blevet en stilling i Undervisningsministeriet efter en diskussionsfri, kort slutning. Forhåbentlig må be-flytterne på et tidspunkt ned på knæ med et: Be be.

Den store udfordring ligger imidlertid ikke bare i at man vælger et italagtigt sprog som lyser af instrumentalisme, men at sprogvalget på samme tid afslører en top-downsynsvinkel. Disse valg udspringer af at økonomerne som italsætter alt og alle, har haft en langemand med i spillet og sproget om skolen. Men måske er de gået for vidt; brug 3.47 minutter på at se Niels Villemoes fortælle om New Public Management. Søg på YouTube med søgeordet: ledelse. Han dukker op øverst. Her står det klar, at hvis nogen bruger langemand imod dens bestemmelse, som er at skråt ned at afsøge hvad brugerne har brug for, så kommer der før eller siden en modreaktion på økonomernes skråt op-attitude!

Den politiske selfiekultur hvor det der kan ses og måles, søger likes, har krav på et modsvar fra det liv der leves i skolen.