Lille Markos mor er død - styrer arbejdstiden (altid) dig?

Det sneede lidt. Det var bidende koldt. De sørgelige toner og røgelsen blandede sig med småsnak fra de fremmødte. Det var ikke så mange. Familien havde en meget begrænset omgangskreds, og den udvidede familie var spredt ud over Europa. Men vi var der. Sammen med en god håndfuld af forældrene fra klassen.

Den dag stod jeg arm i arm med en lærerkollega til Markos mors begravelse. Vi var hans klasselærere.Vi var blevet kontaktet af vores skoleleder en aften en lille uge før med besked om, at nu havde Markos mor tabt til kræften. Hun var død, og Marko og far var nu alene i verden.

Under begravelsesceremonien havde vi begge tårer i øjnene. Ikke fordi vi kendte Markos mor særlig godt, men fordi vi så på Marko. En dreng fra 3. klasse. Lidt lille af sin alder. De mørke øjne stirrede frem for sig mens sneen landede i det glatte sorte hår. Han holdt sig hele tiden tæt ved sin far, holdt ham i hånden eller lænede sig op ad ham. Faren var helt hvid i ansigtet og nærmest blevet gråhåret natten over. Han var taknemmelig for, at vi var der. Trykkede vores hænder og talte på et gebrokkent dansk til os. Der var ingen illusion om, at det hele nok skulle blive godt igen. Savnet over hans kone, Markos mor lyste ud af ham.

Markos liv gik videre. For det gør det jo. Farens også. Engang imellem måtte han tage drengen ud af skolen i en uges tid, for han skulle på rejse med arbejdet, og der var ingen til at passe Marko. Sådan var det bare.På forunderligste vis var Marko en dreng der tager livet som det kommer. Han gik i skole, så sine kammerater, legede, smilede og lo. Døden er en underlig størrelse – særligt når man er barn.

I mine næsten 10 år som lærer har jeg oplevet mig selv spille en vigtig, måske en afgørende rolle, i mange situationer. Jeg har hjulpet med de uløselige matematik problemerne, med det brækkede håndled, med nervøsitet før en fremlæggelse og børn og familier i endog store vanskeligheder. Jeg tør godt sige, at jeg har gjort en stor forskel for mange. Men aldrig har det føltes så vigtigt som den dag, da Markos mor blev begravet.

At være lærer er også nogle gange bare at være. At møde op og at give sig tid. Det kan ingen reform eller indgreb i lærernes arbejdstid nogen sinde ændre for mig. Hvad med dig?