Lighedens pædagogik?

Den franske filosof Jacques Rancière siger i sin bog Den Uvidende Lærer, at ligheden ikke er et mål, men en forudsætning; at i samme øjeblik ligheden gøres til et mål, så forsvinder den. Ligheden overgår, hvis den bliver et mål, til at være en forskel, der skal forklares og elimineres, hvorved nogen sætter standarder og andre ikke gør, og hvorved nogen ansættes til at gøre den ene lig den anden. Kravet om lighed bliver et slør, der indsætter uligheden som realitet. Jo mere man gør lighed til et politisk og pædagogisk mål, desto mindre får man af den.

For ligheden er en forudsætning og ikke et mål. Lighed er at stille det samme spørgsmål til alle; ikke ved at deklarere det, ikke ved at udsige det, men ved at forudsætte det, og dette spørgsmål er: Hvem er du? Men spørg ikke i tale! Handl som om den anden er nogen! Lad handlingen være et spørgsmål! Hvis den anden beder om mål for lighed – hvis han beder om forklaringer og standarder, som binder hans sind til dit, så alle kan være i samme socialklasse – så nægt ham denne ro. Tving ham til at blive til nogen ved at behandle ham, som om han er nogen. Ikke som en der skal leve op til en procentsats, så han kan blive lige, hvorved han i realiteten bliver ulige, men som en der kan tænke og handle, som har intelligens og vilje, som en der ER lige. Ligheden ER en forudsætning. Den er her, før vi taler. Den er omkring os og inden i os. Det gælder om at finde denne tavse lighed, om at huske den, for den er i os og omkring os, fordi vi tilhører en vestlig tradition. Dens frugt er pædagogik. Pædagogik er lighedens forudsætnings frugt. Derfor kan pædagogik ikke have ligheden som mål, kun som forudsætning.

Den pædagogik, som er lighedens frugt, er mundens område; munden som åbnes af lighedens forudsætning, men som også kan lukkes igen af ligheden som mål. Først med lighedens forudsætning kan uligheden blomstre. Først da kan vi f.eks. få en virksom, åndelig, frisk og kritisk arbejderklasse, der kan tale til alle og som har både gode hænder, industriel stolthed, og som ikke er misundelig. Først da kan vi f.eks. få en middelklasse, der ikke fryser hele samfundet til i nærheden af egne kulturelle og sociale standarder, og først da kan vi få en overklasse, der vil beskytte sin kontakt med intellektuelle og industrielle traditioner og bruge den til det fælles bedste.

Men bør man ikke hjælpe den fattige? Jo, men ikke for lighedens skyld. Ligheden er ligeglad med det sociale liv. Når man taler med en fattig, så må man, fra en lighedsbetragtning, glemme alt om hans fattigdom, for kun derved kan fattigdommen komme til orde, blive til en mund, til nogen; kun derved kan ligheden rumsterer i den fattiges ord, kun derved kan samfundets mennesker, klasser og grupperinger blive sig selv, udtrykke sig, blive til nogen. Kun derved kan pædagogik arbejde.

Fattigdom kan kun blive til rigdom ved at ligheden overgår fra mål til forudsætning. Er det den franske revolution, der har befrugtet os? Frugten i os? Den tavshed, der gør os talende, og som gør os frie?

Litteratur:Rancière, J. (2007). ”Den Uvidende Lærer”, Århus: Philosophia.