Lidt for mange kokke

Når jeg kaster et blik hen over mine klasser, ser jeg mange forskellige slags ansigter. For hvert og et af dem er der snart sagt et unikt behov eller en særlig måde, tingene skal håndteres på. Denne temmelig brede palet af individualisme kan gøre en ganske almindelig dag på kontoret aldeles farverig. Så har det ene barn et særligt sindelag, der kræver særlig årvågenhed. Så har den anden hyper-sensitive tilbøjeligheder, der forudsætter, at man benytter skræddersyede verbale fløjlshandsker. Ud over det har vi alt det løse, som den ene undersøgelse efter den anden påviser er utrolig vigtigt for barnets trivsel. Det er som om vi ligefrem opsøger denne spredehagl af adfærdsnormer.

Det individualistiske demokrati

Vores demokrati er kendetegnet ved at diversiteten er i højsædet, samtidig med at det samlede billede får lov at stå stærkt, fordi den enkeltes behov ikke nødvendigvis står over fælleskabet. Jeg er udmærket godt klar over, at det er børn vi har med at gøre, men det er vigtigt, at man fra første færd vedgår sig, at man også må tage en for holdet: At lære at læse rummet og lige tage bestik af situationen.

En for alle, alle for en

Grundskolen bør i al sin enkelthed demonstrere for de kommende vælgere, at pluralisme indenfor rimelighedens grænser er et vigtigt afsæt. At mangfoldighed ikke er ensbetydende med, at individuelle behov evigt og altid skal tilgodeses. Måske skulle forældrene, og samfundet generelt, gøre det klart overfor børnene, at til trods for alle deres små skærmydsler skal man i udgangspunktet forsøge at få en almindelig dag i skolen op at køre. Behovsudsættelse er en kardinaldyd.