Lektier

Lektier er da kun noget, lærere har. Lad mig bryde sammen og tilstå, at det er mange år siden, jeg er holdt op med at tro på betydningen af mange lektier. Da jeg i 1968 startede med en 8. klasse, fandt jeg lynhurtigt ud af, at når jeg havde givet en novelle for, havde tre-fire af eleverne læst den. Resten havde travlt med at køre med aviser, arbejde i fisken eller hjælpe til i landbruget. Så jeg opgav, og i stedet blev novellen læst op i klassen. Så havde vi et fælles udgangspunkt. Efterhånden endte det med, at det eneste nødvendige hjemmearbejde - af tidsmæssige grunde - blev stilskrivning og romanlæsning. Og i de 23 år, skolen havde store elever, førte jeg op til prøver i dansk, tysk og orienteringsfag uden problemer. Langt senere stødte jeg på Finn Helds bog: Lektier - nej tak! Den bestyrkede mig i de overvejelser, jeg havde gjort mig.

For fem et halvt år siden startede jeg for første gang en 1. klasse - jeg var blevet en del modigere, og det gav et gib i nogle af forældrene på det første møde, hvor jeg meddelte, at hvis man ville have en klasselærer med mange lektier, så var det ikke mig, de skulle have. Dyb tavshed. Jeg holdt fast i mit forsæt, og lektierne består nu, hvor de går i 6. klasse, af romanlæsning og en ugentlig A4-side med sammenhængende skrift. Jeg føler mig utrolig privilegeret, idet jeg har en klasse bestående af 18 veltilpassede elever. Ingen destruktive og ingen adfærdsvanskelige. To får lidt ekstra på grund af læse-/staveproblemer. Fuld opbakning fra forældrene. En Simon der hver dag stiller i døren og forventningsfuldt spørger: 'Hvad skal vi lave i dag, Dan?'. Eller Ditte der en gang i efteråret konstaterede: 'Det er godt, du ikke giver så mange lektier for, så bliver vi ikke så skoletrætte'. Der er et utrolig højt aktivitetsniveau i timerne, så hvad skal de med lektier? Og de er stadig glade for at gå i skole. Men ikke særlig autoritetstro, kan sagtens være støjende og råbe op. Sådan som unger normalt er, af kød og blod og vant til at vise følelser. Så jeg glæder mig til livtagene med dem hver dag. Derfor løber det mig også koldt ned ad ryggen at læse om 'classroommanagement'. Alene ordet. Formænd er lig med officerer. Lysregulering er lig med styring. Blyant og lineal skal ligge i en kasse, når de ikke bruges, er lig med Ordnung muss sein. Udansk.

Det tror da pokker, at så mange amerikanere må søge behandling hos psykologer og psykiatere som voksne, hvis de gennem hele skoleforløbet har skullet lægge bånd på sig selv. Det må jo på et eller andet tidspunkt give bagslag.

Først skulle vi have 'mediatorer', så var det 'New-Zealand', der var in, og nu skal vi altså belemres med 'classroommanagement'. Hvorfor skal vi, der har fostret en Kierkegaard og en Grundtvig, gå over åen efter vand? De siger tingene udmærket. På dansk!

Dan Sterup

Nexø