Lederfunktionens udvanding

Teamets profet par exellence Ole Harrit er på banen. Denne gang er det skoleledelsen, der står for skud. Hvor en pædagogisk leder hidtil har haft det administrativt budgetmæssige fæstnet i hjernen til nyttig supplering og farvning af sine pædagogiske initiativer, tænkes ledelsen fremtidig ramt af en skizofren spaltning i to personer, der hver for sig ikke kan udgøre en fuldgyldig ledelse. Men suppleret med diverse afdelingsledere kan Harrit nu modellere det sande lederteam, der selvfølgelig ikke bare er en samling personer, der afvejer og gennemdrøfter praktiske lederbeslutninger. Slige banaliteter er ikke rigtige team værdige. Der mangler det mystificerende element. Teamet skal tro på sit fællesskab. Et team består ikke bare af nogle personer, men af et til en enhed sammensmeltet fællesskab, hvor man med selv­udslettende villighed underkaster sig hinandens skarpe analyser. Med historiske fortilfælde af selvanklagende pogromer skal hver enkelt ofre sig, dog uden udrensninger til følge foreløbig. For hvad bør der ske med et medlem, der på helt normal vis stritter imod at drukne sig i fællesskabet. Er han så ikke en dårlig leder, der bør afskediges? For en tid endnu besættes skolelederstillinger vel af normale mennesker med normal modstand mod det personudslettende, omend Harrit nok med tiden vil opleve at se ledere, der naturligt hengiver sig til selvvillet og selvnydende teamspanking med henblik på at lette det psykiske pres for hinanden, når ledelsen står over for de blodtørstige og ondsindede elevers, læreres og forældres frontalangreb. Det er måske hagen ved Harrits opfindelse, at den forudsætter en psykisk nedbrydende krigstilstand i dagligdagen.