Jeg vil godt starte med at sige, at ’the f-word’ er totalt bandlyst i mine timer. Selvom det efterhånden er blevet et ret almindeligt ord i de fleste – især unge – menneskers daglige sprog, så vil jeg ikke høre det nævnt i min undervisning. Og det ved mine elever godt. Alligevel bruger jeg det her som overskrift, fordi jeg synes, det har en berettigelse i sammenhæng med at lære. For når man lærer, fejler man. Og at fejle kan i en engelskelevs – anno 2017 – verden føles som om, at man har f***et alt op. Men faktisk er det lige modsat, og det skal vi altså have banket ind i hovederne på vores elever.
Instagram-verden af filter og perfekthed
Jeg har tidligere skrevet om at turde fejle her på bloggen, for det er noget af det, der fylder allermest i undervisningen, og som frustrerer mig allermest som lærer. For hvordan overbeviser man nutidens unge, der er vokset op i en Instagram-verden af perfekthed og filter om, at det er helt naturligt – og faktisk ganske nyttigt – at fejle?
”Yes, du lavede en fejl!”
Jeg drøftede faktisk dette med en engelskkollega over frokosten en dag, og jeg spurgte, hvad han gjorde på mellemtrinnet, hvor de har samme problem med tavse elever. Hans svar overraskede mig noget, men jeg blev også imponeret og nysgerrig. I stedet for at rose for korrekte ord, sætninger og udtale, var har begyndt at rose, når en elev lavede en fejl. ”Yes, du lavede en fejl! Sejt, den kan vi alle lære noget af”. Og hvor har han dog ret.
Det er meningen, vi skal fejle
Vi mennesker fejler. Det er meningen. Lige fra vi fødes og usikre og famlende bevæger os ud i verden, fejler vi igen og igen. Hvorfor skal det stoppe i skolen? Det skal det heller ikke, og vi lærere har en kæmpe opgave foran af os med at vedblive at fortælle vores elever, at nok kan det være ubehageligt at fejle, og man kan føle, at hele verden er f***ed! Men det er lige præcis, når vi er allermest sårbare og blottede, at vi kan lære allermest – hvis vi tør.
Learning by f***ing up!
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.