Langt højere bjerge, det må vi ha. I mangel af naturlige bjerge har vi heldigvis blandt andet undervisningsminister Tørnæs og rektor Schmidt fra Danmarks Pædagogiske Universitet til at placere nogle kunstige i det pædagogiske landskab.
Deres bjerge vil med sikkerhed nedbryde folkeskolen til fordel for en fasedelt skole, der smertefrit kan adskilles i småbørnsskolen, skolen for mellemtrinnet og ungdomsskolen. Præcis som i de lande, hvor rigtige bjerge nødvendiggjorde, at hver eneste dal fik sin småbørnsskole, mens dalsystemet måtte nøjes med en fælles mellemskole, og regionen måtte huse en ungdomsskole med kostafdeling og sovesal.
Med langt højere bjerge kommer fagligheden, det er sikkert og vist. Vi får has på enhedslæreren, som vi ikke kan lide, fordi han hverken er fagidiot eller lønarbejder, men tværtimod lever skolelivet efter Christen Kolds anvisning: »I skolen skal man træde varsomt, thi der bliver mennesker til«.
Uden mindste tøven, endsige refleksion, kaster vi alle kvaliteterne i vor egen geografisk og pædagogisk begrundede børneskole ud over klippekanten. Vi bygger vort forehavende på klippefast videnskabelig viden, gennemgribende analyser og entydig erfaringsopsamling.
Ellers må det da være helt uforståeligt, at stort set alle og enhver og for eksempel selvfølgelig Politiken løber med over Danmarks flade strande mod havet, ikke sandt?
Langt højere bjerge
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.