Læringsstile – der er noget at diskutere

I Folkeskolen nummer 21 synes jeg ikke, at lektor ved Handelshøjskolen i Århus, Ole Lauridsen, gør klart, hvori min fejltolkning af læringsstile består (Folkeskolen nummer 19).

Læringsstilstraditionen definerer læring, hvor informationsoptagelse ses som respons på sansestimuli. Jeg går ud fra, at også Ole Lauridsen er enig i denne udlægning.

Ole Lauridsen påpeger: »Læringsstilsmaterialer kan selvsagt bruges til factindlæring«. Til undervisning, hvor indlæring af informationer står i højsæde - for hvordan skal man kunne »gøre« eller »røre« sig til viden og nuanceret forståelse af komplekse tekster eller abstrakte begreber?

At reflektere over og opnå erkendelse af egne og andres måde at lære på er et positivt aspekt af læreprocessen. Ole Lauridsen tager dog her for givet, at refleksionerne og erkendelsen gøres på baggrund af det menneskesyn, som kommer til udtryk i Rita Dunns publikationer: Hvis man accepterer at diagnosticere og kategorisere børn efter læringsstile, har man samtidig accepteret det menneskesyn, der ligger i denne teori. Et menneskesyn, der hviler på forståelse af mennesket som et næsten fuldstændigt biologisk determineret væsen.

Forskningsresultater kan diskuteres og kritiseres, og det er Rita Dunns også blevet. Hvis vi alle var enige om at acceptere disse teorier og forskningsresultater som sande og evigt gyldige, var der ikke noget at diskutere. Det mener jeg, at der er.