Læringsstil og praksis

Indrømmes skal det, at det er svært at se, hvordan indlæring overhovedet kan finde sted uden brug af en eller anden form for intentionel målrettethed mod det, individet efterfølgende kan bygge sin viden op på, sådan som jeg forstår, at Christian Dalsgaard forklarer denne videnstilegnelsesproces i Folkeskolen nummer 42. Problemet er, at hvis eleven er henvist til alene at opbygge sin viden ved et selvstændigt arbejde med områder, der byder på problemer, så når eleven aldrig ret langt i sin videnstilegnelse. Dertil er menneskelivet nok for kort. Man kommer derfor ikke uden om, at eleven i skolen overvejende skal lære ved at modtage informationer - eksempelvis af en lærers klasseundervisning, hvilket vel nok for det meste er foredraget. Denne metode lider dog af den af de fleste kendte skavank, at glemselens mørke hurtigt sænker sig over et nok så inspirerende foredrags indhold, om man så lyttede nok så opmærksomt efter undervejs. Derfor er det nødvendigt at kombinere de to metoder. En inspirerende og i bedste fald medrivende klasseundervisning, hvis mål er at overføre information til eleven, må efterfølges af elevens egen intentionelle målrettethed ikke mod verden, men mod de informationer, som han modtog ved lærerens undervisning. Det sidste kunne man kalde for intens, koncentreret lektielæsning og forberedelse til næste dags skolegang. Men omend lektielæsning nok anbefales i dag, har denne nødvendige disciplin længe været ugleset i pædagogiske kredse og dermed i dagens 68'er-kopi af en skole. Kun hvor en fagligt krævende overhøring finder sted, eller hvor skriftlige arbejder kræves, får den sidste del af en konstruktiv vidensopbygning en chance - dog selvfølgelig afhængig af, hvorledes de skriftlige arbejder behandles efter afleveringen.