Læringsmål og myrepatter

Det var en meget varm formiddag. Den Store Pædagog og hans små bavianer sad, på trods af det faktum, bænket i klasseværelset og var ved at afslutte et længere forløb om Astrid Lindgren. Klassen havde i et stykke tid muntret sig de mest kendte historier, og for at slutte det hele af med maner havde pædagogen fundet en af AL's mere ukendte og filosofiske fortællinger - Allerkæreste søster - frem og ville nu læse højt. Ved siden af sig havde pædagogen en lille trist pige, som lige havde brug for at sidde ved en voksen, da et frikvarter var gået lidt galt!!

Pædagogen læste lystigt, og da han nærmede sig fortællingens højdepunkt, fik han kigget ud over klassen, som var som forstenet! Bavianerne var nærmest gået i eet med historien og sad med store øjne og åbne munde. Pludselig mærkede pædagogen en lille hånd på sin arm og den lille triste pige sagde: "Janus, du har kuldegysninger. Fryser du?" Og nej, pædagogen frøs ikke. Da han fik mærket efter, kunne han også mærke nakkehårene rejse sig og det var som om, det hele gik i stå. Historien blev læst færdig og pædagogen lagde an til en pause, men en lille kvik pige havde lagt mærke til pædagogens "myrepatter" og rakte derfor hånden op. Hun fik tur og sagde:"Jeg ved godt, hvorfor du fik kuldegysninger. Det kan man nemlig få, hvis man ligesom mærker noget godt, som man ikke kan forklare."

Da pædagogen cyklede hjem, kredsede hans tanker omkring den spøjse oplevelse. Og nej, han kunne ikke helt forklare det. Han spekulerede på, hvilken et af de 3000 læringsmål, som havde været udslagsgivende, for så skulle han da helt sikkert dyrke det noget mere! Men hey... Måske skulle han bare acceptere, at mindeværdig undervisning ikke altid kan købes på recept og forklares. Han glædede sig allerede til næste dag. Måske var der flere myrepatter i vente!