Læringsmål for hvem?

Træt i hovedet hjemvendt fra endnu et arrangement, hvor fokus var på læringsmålstyret undervisning og fokus på opsætning af mål med udgangspunkt i relationsmodellen!

Ligesom det har været tilfældet under tidligere møder jeg har deltaget i andre steder, hvor dette fokus har været centralt, kunne jeg heller ikke idag undlade at spørge mig selv hvor eleverne - jeg så i øjnene tidligere på dagen - var blevet af?

Melodien, der synges af oplægsholderne synes at være den samme og ingen stiller spørgsmål om legitimiteten i elevhøjde - i det sagte, men den energi, der bruges favner ikke fokus på eleverne, men er målrettet udfyldelse af fagrettede skemaer på grund af publikationer fra Undervisningsministeriet. Dette er ikke nyt, men et scenarie der forskellige steder har gentaget sig, med en imponerende tendens til ikke at rumme tale om elever og forankring i praksis.

Derfor kan jeg ikke lad være med at spørgsmålet: Læringsmål for hvem?

Dette spørgsmål stiller jeg på grundlag af den overbevisning, at Selvreguleret læring, er et fundamentalt mål med arbejde med læringsmål! Dette fremdrages her, da Selvreguleret læring, i min optik, handler om læringsrelationen og den individuelle udvikling, der gør det muligt for den enkelte at indgå heri.

Nærværende artikel bygger på indhold af tidligere dialog med Professor Jens Rasmussen, Århus Universitet, Institut for Uddannelse og Pædagogik, der har været central figur i tilblivelsen af modellen for arbejdet med læringsmål, på dialog med Undervisningsministeriet, samt egen uddannelse og erfaringer og ikke mindst Professor Per Fibæks bog Drop Ambitionerne fra Hans Reitzels forlag (august 2015), der absolut er værd at læse før man som professionel pædagogisk fagperson kaster sig ud i målstyret undervisning.

Endvidere bygger min besvarelse af det stillede spørgsmål på teorien om selvreguleret læring, der er udviklet af Professor Barry Zimmerman, University of New York. Teorien om selvreguleret læring beskriver 3 dimensioner, som den selvregulerede læring består af: målfastsættelse, læringsstrategier og selvrefleksion (Zimmerman 2000). Den første af de tre er til at få øje på i ovenstående situationsbeskrivelse, men hvad med de to andre, der er dem, der bærer den evidensbaserede viden om styrken ved at arbejde med læringsmål.

En del af den selvregulerede læring handler om at sætte mål for elevernes arbejde og læring, samt at udvikle elevernes evne til at udvikle læringsstrategier, samt refleksive strategier. Zimmerman fremhæver, at selvreguleret læring ikke afhænger er intelligens, men er en færdighed, den enkelte elev skal lære – altså en individuel dimension.At udvikle elevernes evne til at arbejde med selvreguleret læring betyder, at eleverne ved hvilke mål de skal nå gennem deres arbejde og læring, hvordan de kan tilrettelægge deres indsats, så de på deres egen måde lærer bedst og mest, samt udvikler refleksive strategier til behandling og videreudvikling af deres læring.

Med udgangspunkt i ovenstående ønsker jeg at argumentere for brug af læringsmål i undervisningen, men gøre det på en sådan måde, at lærings relationen bevares, udvikles og styrkes. Lærings relationen er her primært relationen mellem den undervisende og den underviste. Brugen af læringsmål og arbejdet hermed bør ikke være et administrativt centralt skema, der kan vises frem ved festlige lejligheder, men skal være forankret i lærings relationen, hvor vidensmål, færdighedsmål og kompetencemål giver mening for såvel den undervisende, som den underviste.En model, der flere gange er bragt i spil i forbindelse med de oplægsholdere jeg har mødt, der har talt om hvordan målstyret undervisning skal implementeres er relationsmodellen, der rummer fire hjørner: læringsmål, undervisnings aktiviteter, evaluering og tegn på læring.

Disse fire punkter er alle relevante, som et muligt værktøj til forberedelse, gennemførsel og evaluering af undervisningen. Udfordringen er, at jeg gentagne gange er blevet præsenteret for, at det skal være læringsmålene, der er styrende i forhold til de andre elementer i modellen.

Dette er direkte forkert og skadeligt i forhold til undervisningens kvalitet, samt underviserens ressourcer til at gå ind i lærings relationen.Målstyring har dokumenteret positiv effekt på elevernes læring, men denne skal praktiseres med udgangspunkt i lærernes erfaringer, uddannelse og iderigdom, hvorfor rækkefølgen i hvilken man anvender relationsmodellens hjørner må og skal være vilkårlig og tilpasset den enkelte specifikke situation. Derfor vil man sagtens kunne forestille sig en lærer eller et lærerteam, der udvikler et interessant, spændende, kreativt og udfordrende undervisningsforløb og efterfølgende formulerer de læringsmål, fra forenklede nationale mål, forløbet tilgodeser.

Dermed går en del af den administrative kontrol af fløjten, men lærernes professionalisme og mulighed for at agere i øjeblikket styrkes. Denne pointe er blandt de helt centrale i Professor Per Fibæks bog; Drop Ambitionerne (2015), der beskriver det ganske tydeligt med direkte reference til nyeste forskningsbaserede viden på området.

Og husk så, at de forenklede mål er Nationale mål, der skal arbejdes efter, MEN der er intet krav fra ministeriet om, at undervisningen skal foregår målstyret efter skema og tabeller, som er det der blæser i den orkanagtige vind ind over folkeskolen i dag. At der skal arbejdes målstyret er udelukkende en kommunal beslutning og nogle steder en beslutning der er taget på institutionsniveau.

Derfor giver det endnu mere mening, at stille sig selv spørgsmålet: Læringsmål for hvem? Og tilføje hvordan?Selvreguleret læring har stor betydning for elevernes læring og har stor effekt herpå! Målene der sættes skal blot sættes i læringsrelationen og være lavet således, at de bære legitimiteten i børnehøjde i sig selv og den måde de bliver brugt på.Den praksis hvor ane lange møder uden et ord om børn og med præ-fabrikerede skemaer og modeller bliver let til en unyttig skueproces med en gevinst alene i den administrative kontekst.