Jeg underkender bestemt ikke betydningen af, at undervisningen i matematik skal resultere i, at eleverne mestrer konkrete målbare regne-færdigheder (læringsmål). Selvfølgelig skal de det, men vejen dertil kan risikere at blive for snæver, hvis fokusset hele tiden er på ”det rigtige facit”.
En måde at øge talforståelsen på – og derved at mestre konkrete regnefærdigheder – er ved at stille åbne opgaver, hvor eleverne skal undersøge muligheder fremfor at fokusere på at skulle komme frem til ét bestemt resultat.
Jeg har de seneste år undervist i indskolingen og har her erfaret, at det giver særdeles god mening med en narrativ tilgang. Selvdigtede historier – gerne med input fra eleverne – om MAT-kat, der er vild med mus og matematik. Historierne indeholder undervejs matematiske udfordringer, som MAT-kat og derved eleverne stilles overfor – fx hvor mange plus-stykker giver 10?
Eleverne tegnede MAT-kat og skrev ti-er vennerne ind omkring den. ”Skal man skrive både 3+7 og 7+3?” var der en, der spurgte. Og ja, det er min erfaring, at for mange af eleverne, hvoraf de fleste skal tælle på fingrene for at finde en ti-er ven, så er regnestykket forskelligt, hvorvidt de skal finde ti-er ven til 3 eller til 7. Så begge svar skal med. ”Så er der jo vildt mange!” udbrød flere ivrigt.
Læringsmål – proces og resultat
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.