Læringsforbrydelsen

At lære er lig med at være.

At coache er lig med, ikke at være der hvor man er, men at arbejde med ønsket om at komme et andet sted hen.

Målsætning er lig med bedre salg og noget man bruger i butikker.

Skiltning er lig med den mest kortfattede monolog, som enhver idiot kan forstå.

For at lære noget, må man være til stede, i sig selv og sammen med den man lærer af og med. At fratage vores børn dette første og største ur-element, er at slå læring ihjel.

At slå ihjel er en forbrydelse.

Det er en forbrydelse, når børn gøres til marionetdukker.

Det er en forbrydelse at umenneskeliggøre alle børn og de voksne som har ansvaret for at der kan læres noget.

Vores børn er ikke biler på en landevej, der tæller km ned til næste tankstation. Den type læring er vi holdt op med for længst. Fordi den ikke virker!

Det er ikke sjovt at blive målt hele tiden, det bliver grisen som sagt ikke hurtigere eller tungere af! Desværre vokser den langsommere. Et barn der ikke ses, men kun måles, er slet ikke et barn, fordi det behandles som et pund kød.

Intet af den pågående synlige læring, testning og målstyring har gang i et menneskesyn, der er værdigt.

Og det er så uværdigt, at det er en forbrydelse mod al empati og den sammenhæng et fællesskab er. Uden empati intet fællesskab.

Vi vil have børnene tilbage i deres liv. Hvor de sanser og er lige hvor de skal være, hele tiden. TAK.

For skolen er et Væsen, der ånder og lever og leger og lærer, gennem sanser og nærvær.