Læreruddannelsen skal revideres

Der har været meget berettiget kritik af den nye læreruddannelse. Der er kommet flere meget fornuftige forslag, for eksempel at reducere antallet af obligatoriske liniefag til et mere overkommeligt niveau med højere timetal.

Jeg har i en årrække været ekstern censor i pædagogisk speciale.

Jeg skal forsøge at opsummere nogle erfaringer, der kan uddrages.

Den ene er, at det personlige ambitionsniveau ikke altid stemmer særlig godt overens med det faglige resultat. Årsagen kan søges i den generelle tendens til, at man i højere grad end tidligere udvikler sin personlighed gennem uddannelsesforløbene, og hvis man ikke møder tilstrækkelig engageret og kvalitativ modstand i den daglige undervisning, så sporer man sig for nemt ind på, at man kan mere, end man faktisk kan. Lærerne skal kende de studerende bedre og indgå i en løbende og udviklende diskurs. Hvor tit har jeg ikke siddet til eksamen og måttet høre, at eksaminator ikke kendte de studerende.

Læreruddannelsen er og bør være anderledes end andre højere uddannelser ved, at det social-pædagogiske ikke kun er et teoretisk emne, men noget, der skal arbejdes direkte med i hverdagen, for det er dét, man skal kunne klare fra dag ét, når man står ude i skolen.

Et af de helt afgørende fejltag, man har foretaget, er, at man har fjernet pædagogisk speciale. Det har for mange været det eneste sted, hvor de for alvor fik afprøvet deres evne til pædagogisk og didaktisk at samtænke de forskellige faglige discipliner.

For nogle har det også været en ubehagelig overraskelse, når de måtte konstatere, at det var langt sværere, end de havde troet. Jeg tror, man burde have gjort netop pædagogisk speciale til et centralt omdrejningspunkt i den samlede uddannelse, til et sted, som skulle være katalysator for både ny viden og nye ideer, og der, hvor man kan skabe synteser af det teoretiske og det erfaringsmæssige. Faktisk burde pædagogisk speciale sammen med praktikken og den solide faglighed være en søjle i hele uddannelsesforløbet og indgå som eksamensfag på alle årgange. Man burde lære at arbejde med faglig og pædagogisk integration som et centralt vidensområde og aflægge en prøve på sit niveau hvert år.

Denne prøve burde på skift bedømmes af forskellige typer af censorer udefra - praktiserende lærere med solid erfaring, folk fra andre erhverv eller uddannelsesområder, selvfølgelig med det fornødne faglige niveau. Moderne undervisning kræver i højere grad end tidligere evnen til at være katalysator og samtidig skabe grundlag for syntese.

De elektroniske informations- og kommunikationsredskaber skal tilsvarende indgå som et helt naturligt element både praktisk, søgemæssigt og ikke mindst kildekritisk. Det er også vigtigt, at man kan redegøre for, hvordan man kan bruge det på mange planer i den pædagogiske proces.

Erik Meistrup

Århus