Meget af det didaktiske teori, vi læser på studiet, er dybt fokuseret på evalueringsformer. Evaluering af elevopgaver skal helst være både procesorienterede og funktionelle.
Netop dette er for mig læreruddannelsens paradoks. De studieprodukter, vi afleverer eller fremlægger, skal »bare« godkendes. Det kan godt være, at indehaveren af den dårlige opgave får at vide, at han/hun skal »oppe« sig, eller får lavest godkendte karakter, men det ses ekstremt sjældent, at studerende skal lave opgaver eller fremlæggelser om.
Derudover afsluttes hvert fag med den klassiske eksamen: Her skal man i bedste X Factor-stil yde sit bedste i kort tid, og man evalueres herefter på det øjebliksbillede, man har givet. Og her kender vi jo klichéen: »Eksamen handler om at være god til eksamen« - et postulat, som jeg og adskillige forskere er enige i.
Det er min fornemmelse, at mange af de dedikerede studerende føler sig overset. Der er ingen »gulerod« for at lave gode studieopgaver, for de skal aldrig bruges igen! Dette skaber en kultur af ligegyldighed, hvor der bliver flere freeriders og færre ildsjæle. Fokus er på den endelige eksamenskarakter, og så er alt andet ligegyldigt.
Min pointe er enkel: Uambitiøse og ligeglade lærerstuderende bliver med stor sandsynlighed dårlige lærere.
Mit alternativ lyder således: De studieprodukter, man laver på læreruddannelsen, bør være en del af en samlet portfolio og indgå i bedømmelsen til eksamen. På denne måde bliver niveauet på studieprodukter hævet, samtidig med at de studerende, der rent faktisk har lavet gode opgaver, bliver anerkendt for deres flid.
Læreruddannelsen fokuserer på evalueringsformen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.