Læreruddannelsen er ved at blive kvalt

Endelig kom der gang i debatten om læreruddannelsen og den forringelse, den gennemgår. Jeg har aldrig været i tvivl om, hvorvidt det var den helt rigtige profession for mig det er nærmest et kald. Alligevel har jeg flere gange været ved at droppe studiet. I de seneste tre år er vores undervisningstid blevet skåret med 40 procent det er næsten halvdelen. Hvordan skal vi som studerende kunne tage uddannelsen seriøst, når den ikke engang gør det selv? Det er jo ikke længere den uddannelse, vi søgte ind på, men en halvering og deraf følgende en seriøs forringelse af niveauet. Vi vil så gerne blive kompetente lærere, fordybe os og studere på et seriøst akademisk niveau. Men det har altså svære kår med undervisning halvanden dag om ugen. Den undervisning, der er skåret ud, er bare lagt i glemmebogen, sorteret under fanen »Det når vi heller ikke« det er ikke tilfredsstillende, ej heller fordrende eller inspirerende. Vi lærerstuderende er meget udskældte vi møder ikke op, læser ikke lektier, tager ikke uddannelsen seriøst. Det er muligt, men det er, efter min mening, fordi vi efterhånden er ved at være drænet trykket med ned i den ligegyldighed, der ligger som en tung dyne over hele vores uddannelse.

Man snakker så meget om alt det, der er i vejen med netop vores uddannelse. Der er intet i vejen, ud over at den er ved at kvæle sig selv i besparelser. Hvis man vil have de studerende og samfundet til at tage uddannelsen seriøst, så er man nødt til at investere i den, gøre den inspirerende og vise, at den er vigtig også når den skal finansieres. For hvis det er lige meget at forringe kvaliteten med, indtil videre, halvdelen hvad er så ikke lige meget?