De seneste par år har der lydt adskillige og vedvarende kritiske røster fra de lærerstuderende både internt og eksternt – de er skuffede over og bekymrede for læreruddannelsen. Læreruddannelsens ringe kvalitet, dårlige ry og lave status er et problem for hele skoleområdet (og samfundet). Læreruddannelsen kan betragtes som det første led i fødekæden til en god folkeskole. Når læreruddannelsen ikke løfter opgaven ordentligt slår det igennem på hele skoleområdet. Læreruddannelsens kvalitet og status har direkte betydning for respekten for folkeskolen og lærerne – for hele professionens renomé.
Der er et mønster i de kritiske røster fra de lærerstuderende – de kommer alle fra de såkaldte stærke studerende. Jeg har ikke fulgt debatten over et helt årti og kan ikke føre statistisk bevis for det, men der kunne være en sammenhæng mellem de skærpede optagelseskrav til linjefagene (jf. den ”nye” læreruddannelse fra 2007) og fremkomsten af de kritiske tilkendegivelser. Med andre ord: En ny slags ressourcestærke studerende er begyndt at dukke op på læreruddannelsen. De er ikke tilfredse med en uforpligtende teoretisk og hf-lignende uddannelse – de kræver en ambitiøs og seriøs videregående professionsrelateret uddannelse.
Uanset om der er denne sammenhæng (mellem optagelseskrav og ytringer) eller ej, så er de kritiske lærerstuderende et godt tegn og bringer håb til en ellers håbløs situation. At presset kommer fra de lærerstuderende selv, altså nedefra, er et særdeles godt og stærkt udgangspunkt.
Situationen er uholdbar – der går ikke en dag uden jeg på læreruddannelsen bliver mindet om, at her befinder vi os absolut på bunden af (uddannelses-) systemet. Jeg har over 20 års erfaring både som studerende og underviser på en lang række uddannelsesinstitutioner landet over – aldrig har jeg været vidne til uhyrligheder som dem på læreruddannelsen.
Sagens alvor gik op for mig, da jeg læste Politikens debatredaktør Per Michael Jespersens ”Middelmådige lærere er fremtiden”. Udsigten til en national katastrofe er skræmmende og realistisk. Per Michael Jespersen slutter med spørgsmålet og en reference til Finland – kan vi lære noget? http://politiken.dk/debat/signatur/ECE1337892/middelmaadige-laerere-er-fremtiden/
Selvfølgelig kan vi lære noget – det store spørgsmål er, om der også er den fornødne kompetence og vilje til at gøre noget?Hvor er løsningen?En radikal ny læreruddannelse. Er der overhovedet politiske overvejelser om en sådan?Og hvad er der sket med DLF´s vision om en femårig forskningsbaseret læreruddannelse?
NYHED:LEDELSEN PÅ LÆRERUDDANNELSEN ZAHLE HAR NETOP OPLYST, AT UNDERVISNINGEN ER AFLYST MANDAG DEN 5.12. GRUNDET VARSLING AF FYRINGER BLANDT UNDERVISERNE. Her er der i forvejen problemer med at kunne matche de studerendes forventninger, krav og behov …
Læreruddannelsen – hvordan undgår vi en national katastrofe?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.