Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Debat

Lærerstuderende møder op på skoler, der ikke ved, de skal starte i praktik. Det er dybt kritisabelt

Dygtige og engagerede praktiklærere kan gøre en kæmpe forskel, desværre oplever nogle lærerstuderende, at de ikke får den nødvendige vejledning, skriver Anneline Larsen.

Foto: Jesper Knudsen
Anneline Larsen
Anneline Larsen Journalist
1 kommentar
22. august 2024, kl. 04:30
1 kommentar

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I disse uger starter en masse håbefulde, nye lærerstuderende på læreruddannelsen. Det er en forandret uddannelse, de træder ind på, for der er kommet mere og bedre praktik. Det betyder, at de studerende fra begyndelsen vil møde den virkelighed, der venter dem, i en ny og forbedret ramme. Folkeskolen spiller nu en endnu større rolle som meduddanner af os kommende lærere.

Praktikken er en fantastisk mulighed for at teste vores viden af, prøve kræfter med undervisning og få en forsmag på, hvad det vil sige at være lærer. Men for at den skal fungere optimalt og være det læringsrum, som den er tiltænkt, kræver det, at rammerne er på plads.

Og det er de desværre langt fra altid.

I vinteren 2024 indsamlede Lærerstuderendes Landskreds fortællinger fra over 400 lærerstuderende på læreruddannelser rundt i Danmark. Her fik vi et klart billede af både positive oplevelser og udfordringer, lærerstuderende står overfor i praktikken.

En ting står soleklart: Dygtige og engagerede praktiklærere gør en kæmpe forskel. Når praktiklærerne er kompetente, har vi studerende en langt bedre oplevelse. Som en studerende udtrykte det: "I min praktik oplevede jeg en fagligt dygtig praktiklærer, der prioriterede sit arbejde som praktiklærer. Det var en væsentlig del af mit udbytte".

Desværre er der også lærerstuderende, som er mødt op, uden at der var nogen, som vidste, de kom. Flere får slet ikke den nødvendige vejledning fra praktiklærerne i, hvordan man kobler teori og praksis. Det viser klart, at der er behov for flere uddannede praktiklærere, så vi sikrer, at lærerene bliver reelle medudannere. Det kræver indsigt i læreruddannelsen, vejlederkompetencer, tid til opgaven og engagement.

Under al kritik

Praktikken giver os netop mulighed for at afprøve teorier i praksis og kan motivere os til at færdiggøre vores uddannelse. Men det praktiske omkring praktikken er alt for ofte under al kritik.

Der er for eksempel problemer med kommunikationen mellem praktikskolerne og uddannelsesinstitutionerne, og det skaber frustrationer og udfordringer. En studerende beskrev det således: "Samarbejdet mellem praktikskole og min uddannelsesinstitution er ikke eksisterende."

De studerende bliver fanget i midten uden at vide, hvem de skal gå til. Derfor skal vi have styrket kommunikationsvejene, så administrationen har bedre viden om læreruddannelsens opbygning, og de studerende let kan finde frem til, hvem de skal kontakte.

Vi føler os som uindbudte gæster

Den udstrakte praktikmodel, hvor vi er i praktik i kortere perioder over en længere tid, fungerer ikke optimalt endnu. Mange af os føler os som ugens gæst på skolen og har svært ved at føle os som en del af arbejdspladsen.

Integreret praktik har potentialet til at være kronjuvelen i læreruddannelsen, men det kræver, at uddannelsesinstitutioner, praktikskoler, ledere og lærere tager ansvar. Vi skal sikre, at rammerne er på plads, så vi studerende kan få den bedst mulige start på vores møde med folkeskolen.

Det kræver altså en ekstra indsats at gøre lærerstuderende til en integreret del af hverdagen, så vi ikke bare er gæster, der kigger forbi en gang i mellem.

For at forbedre praktikken og sikre at folkeskolen reelt har mulighed for at blive meduddannere foreslår vi i Lærerstuderendes Landskreds, at:

1. Alle praktiklærere bør være uddannede, og der bør afsættes midler til deres uddannelse.

2. Samarbejdet og kommunikationen mellem praktikskoler og uddannelsesinstitutioner skal forbedres.

Strukturelle og langvarige forbedringer er nødvendige for at sikre, at praktikken bliver så udbytterig som muligt. Lad os sammen sørge for, at praktikken lever op til sit potentiale og giver os studerende den bedst mulige start på vores hverdag i folkeskolen.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk

1 kommentar
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærerstuderende møder op på skoler, der ikke ved, de skal starte i praktik. Det er dybt kritisabelt

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS