Lærernes påtvungne kollegialitet

Nok har den almægtige statsmagt endnu ikke fundet anledning til af folkeskolelærerne at kræve ærmeskånere og pligt til at være iført sutsko i skoletiden. Men i nærmest foruroligende grad har lærerne dog i snart en halv snes år uden så meget som et protestsuk lydigt indordnet sig under en i hvert fald indtil nu forvrøvlet statslig ordre om ikke alene at sjofle den fagligt afgrænsede, vidensformidlende undervisning, men også at ændre sig selv fra individer til kollektive flokdyr. Den privatpraktiserende lærer er af systemet blevet ændret fra et adelsmærke til en utidssvarende skændsel, uden at samme almægtighed har ulejliget sig med at fremkomme med en eneste troværdig årsag til, at det ikke mere kan overlades til en ellers velbegavet lærerstand selv at vurdere, hvornår individet handler bedst som individ og hvornår i team. Intet andet erhverv har været udsat for en så grov lovfæstet krænkelse. Forhåbentlig har den norske dr.polit. Jorunn Møller taget et første afgørende skridt til at genskabe respekten for lærerpersonligheden med sin artikel i Folkeskolen nummer 13, hvor hun problematiserer individets undergang i de forgudede kollektiver. Eller som hun nok så nænsomt siger det: påtvunget kollegialitet stillet i modsætning til det ægte spontanitetsprægede samarbejde. At statsmagten blander sig i en stands måde at tilrettelægge arbejdet på, har selvfølgelig intet at gøre med efterlevelsen af en folkeskolelov. Det er alene et udtryk for en magtfuldkommen trang til at tryne et erhvervs udøvere.

Vagn Madsen

Brønderslev