Lærerne som specialister

I løbet af de kommende måneder går skolerne i gang med fagfordeling til næste års arbejde. Det er da tredje år med skolereformen, og forhåbentlig er der noget af planlægningen, der kan ”køre på rutinen. ” Skolerne skal ruste sig til et nyt år, både hvad angår det rent skolemæssige, men de skal også være klar til at få nogle drøje hug, for sådan er det altid i august, når et nyt skoleår tager fat. Jeg husker, hvordan sensommeren sidste år bar præg af diverse udtalelser, meninger, skriverier, tv-udsendelser m.m. Det var anstrengende at være vidne til for mig og tusindvis af andre lærere, der elsker folkeskolen og jobbet som lærer i den. I medlemsbladet ”Folkeskolen” nr. 13, 2015 kunne man imidlertid læse skoleforsker Per Fibæk Lausen mane til ro og bede lærerne droppe ambitionerne og holde sig til håndværket, at undervise. Sikken en befrielse.

Jeg har orlov fra min stilling som folkeskolelærer, da jeg er i USA med min familie i forbindelse med min mands udstationering. Det har givet mig noget ro i forhold til at kunne tænke over mit job i folkeskolen. Vores to piger går i den lokale skole i hhv. 1st og 5th grade. De har efterhånden gået i skole i 9 måneder, så det er ikke længere nyt for dem. Begge har efter sommerferien fået nye lærere, som har specialiseret sig i at undervise på de pågældende klassetrin og derfor hvert år modtager en ny klasse. NETOP denne specialisering i fag og klassetrin har gjort, at jeg har tænkt; det bør vi også gøre i den danske folkeskole. Der er efter min mening behov for, at lærerne får endnu mere fokus på at praktisere deres lærergerning, så de med sindsro kan gå til deres klasse og undervise. Som det er i dag, er der fokus på alt muligt andet også, såsom konstant udarbejdelse af mål, møder af enhver karakter, udfyldning af skemaer og besvarelse af diverse mails m.m. Elementer, der naturligvis (i en vis udstrækning) hører til lærerjobbet, men som IKKE må tage tiden fra det vigtigste; undervisningen og forberedelsen af den.

Ved at lade lærerne specialisere sig i bestemte fag og klassetrin vil fagligheden øges. Læreren bliver jo ekspert i sit fag på det pågældende klassetrin, og ved skoleårets begyndelse kender hun målene for det kommende skoleår, for hun har lige været der året før. At sætte sig ind i nye mål hvert år og så på baggrund af dem lave en årsplan er meget krævende, og mange steder er det knapt med tiden til dette arbejde. Hvis en lærer derimod kender målene for sit klassetrin og sine fag, kan hun fokusere på sin undervisning og dermed elevernes læring. Efter min mening kan hun i langt højere grad sikre den progression hos eleverne, som er så vigtig, og hun kan justere og tilpasse sin undervisning, fordi hun ved, hvad der skal undervises i – hele tiden. Om det bliver kedeligt? Det tror jeg næppe. Det bliver sjovere, for læreren vil opleve sig selv som mere professionel, fordi hun kan sit stof, sin grammatik, sine gloser, sine matematiske formler på rygraden og derfor kan koncentrere sig om, at eleverne lærer mest muligt og bedst muligt. Hun får mere tid til at rette elevernes opgaver, diktater og stile – og give dem en brugbar respons. Netop dette arbejde, at rette elevbesvarelser, er efter min mening meget vigtig, for det er eleverne, der skal lære, og det gør de bl.a. ved at producere og efterfølgende få feedback.

At være lærer på et specifikt klassetrin svarer til børnehaveklasselederen, som jo hvert år får en ny klasse mellem fingrene, og hun kan fra dag et gå meget målrettet til værks. Hun kan genbruge, forny og ændre på de materialer, som hun brugte sidste år, og hun kender årsplanen til punkt og prikke. Det må give noget ro og overskud til at planlægge, sætte mål og evaluere den daglige undervisning.

Fastlåste teammøder og årgangsmøder bør afskaffes og erstattes af behovsmøder. Møder, hvor en lærer med en dagsorden i hånden, kan hidkalde de kolleger, som hun ønsker at drøfte relevante emner/problemstillinger med. Hvis hun er specialiseret i fag og klassetrin, har hun efter min mening ikke samme behov for at mødes i tide og utide, for hun kender sine planer. Hvis hun har behov for et møde, kan hun, som på alle andre arbejdspladser, indkalde til et møde og invitere lige præcis dem, som hendes dagsorden henvender sig til. Og ikke andre. Lad resten sidde og rette opgaver, give respons og forberede morgendagens arbejde i ro og mag. Og lad dem gøre det, hvor de gør det bedst, og hvornår de gør det bedst – på skolen eller derhjemme.

At være specialist i at undervise på bestemte klassetrin vil betyde, at vi skal gøre op med tanken om, at en lærer følger sin klasse i flere/mange år. Klassen vil få en ny klasselærer og nye lærere i det hele taget hvert år, og det er der vel i grunden ikke noget galt i? Selvfølgelig vil det kræve tilvænning, men sådan er det, og det skal nok gå. For mig at se er fordelene større end ulemperne. Eleverne vænner sig hurtigt til de nye lærere, og de vil utvivlsomt mærke en større sikkerhed hos de pågældende lærere, som ved præcist, hvad de skal nå i det kommende skoleår. Ingen famlen, febrilsk spørgen kolleger om undervisningsforløb eller panisk kopiering af diverse årsplaner hist og pist fra. Derimod tænker jeg, at der vil være mere overskud hos lærerne. De skal nu i gang med det kendte ”pensum” blot i nye klasser, og eftersom det jo er elevernes læring, det hele handler om, så kan det da kun blive spændende at få en ny flok under sine vinger!

Om 6 måneder begynder et nyt skoleår, og så kører kritikken, tvivlen og den manglende tillid til folkeskolen én gang til. Jeg ser ikke frem til den tid. Hvis vi som lærere er specialiseret i vores fag og klassetrin, er jeg sikker på, at vi bedre kan modstå dette negative pres fra alle mulige (og umulige) meningsdannere. For så ved vi, hvad vi har med at gøre, og vi ved, hvor vi skal hen. Vi bliver specialister, og vi kan derfor ranke ryggen og give samfundets kritikere beskeden om, at de trygt kan sende børnene i skole! Det er ikke sikkert, at vi er der til sommer, men jeg er sikker på, at vi kommer dertil – måske allerede til næste år, hvis vi får lov til at undervise i de samme fag og på samme klassetrin igen – og igen!