Lærerne og efteruddannelse

Gymnasielærere bliver misundelige, når de hører om folkeskolelæreres mulighed for løbende efteruddannelse. Med god grund betragter lærerne i den skole, der lægger grunden til elevernes videre færd gennem livet, det som en selvfølgelig og velerhvervet ret, at de på den måde har lejlighed til at få ny inspiration og viden. Det er også fint, at efteruddannelsen kan foregå på mange forskellige måder og under forskellige forudsætninger. Principperne for decentralisering og markedsøkonomi har sat sig igennem.

Alligevel gør den udviklings konsekvenser mig betænkelig. Jeg taler af erfaring, men også, indrømmet, som en impliceret part, når jeg nu henvender mig til skolemyndighederne, ikke mindst skoleinspektørerne. Henvendelsen spidser sig til i to modsætningspar, da talen må være kost. Altså:

Lokal-central efteruddannelse. Der er indlysende grunde til, at efteruddannelse foregår lokalt. Økonomi, tid, skema, særlige behov, den enkelte skoles og kommunes pædagogiske linje. Men der er sandelig også gode grunde til, at efteruddannelsen for en stor dels vedkommende fortsat foregår på Lærerhøjskolen. Lærernes valgmuligheder, det vil sige de faglig-pædagogiske tilbud, er flere; fundamentet for disse tilbud er ofte nok så solidt, og det indbyggede perspektiv nok så langsigtet - altså sammenholdt med lokalkursernes. Og muligheden for en faglig-pædagogisk oplivelse og opløftelse er et af den centrale efteruddannelses kendetegn.

Hvad inspirationsmuligheden angår, også mellem deltagerne indbyrdes, er det vigtigt at fastholde højskoletanken. På et centralt efteruddannelseskursus kan deltagerne sætte hinanden fri, hvor de på et lokalt kursus ofte holder hinanden fast under forhåndsforventningens åg. Kære skoleinspektører, giv i højere grad jeres lærere mulighed for at vælge den efteruddannelse, de selv af hjertet ønsker! Jo, jeg kender godt jeres indvendinger, men prøv at se sagen fra andre sider også.

Akut - langsigtet efteruddannelse. Mediedebat og deraf affødte forældrekrav om mere læseindlæring, matematik, edb og så videre afføder omgående initiativer på efteruddannelsesområdet. Sådan skal det også være. Men det er altså ikke tilstrækkeligt med pædagogisk ambulancetjeneste, heller ikke på de nævnte områder. For at styrke det pædagogiske helbred, den almene sundhedstilstand, er det vigtigt at se og sætte disse akutte problemer i en større sammenhæng. Hvilket på ny er et vink om den centrale efteruddannelses livsnødvendighed. Kære skoleinspektører, tænk også langsigtet!

Thorkild Borup Jensen

docent i dansk litteratur

Danmarks Lærerhøjskole