Lærerne må gentænke samarbejdet med de nye generationer af veluddannede forældre

Stine Groth efterlyser i sit debatindlæg her på folkeskolen.dk fem tydelige krav, som lærere bør kunne stille.

Jeg er enig i hendes ønske om bedre rammer. Men hendes skarpe opdeling mellem skole og hjem rammer helt ved siden af. For skolen er nemlig ikke – og har aldrig været – en isoleret undervisningsinstitution. Den er et fælles rum, hvor undervisning, dannelse og opdragelse smelter sammen.

Når Groth skriver, at “jo mere skolen bliver en opdragelsesinstitution, jo mindre tid er der til undervisning og dannelse”, bygger det på en kunstig adskillelse. Forudsætningen for både undervisning og dannelse er netop, at børn lærer at indgå i et fællesskab. Det er opdragelse. Og det er ikke noget, der kan parkeres derhjemme hos os forældre.

Det fremgår også tydeligt af folkeskolens formålsparagraf. Skolen skal ikke blot give faglige kundskaber, men udvikle elevernes alsidige kompetencer og forberede dem til deltagelse i et demokratisk samfund med rettigheder og pligter.

Den opgave kan ikke løses uden at arbejde med adfærd, ansvar og sociale normer i hverdagen. Men hvor Groth ser dette som en byrde, ser jeg det som en kerneopgave – og som en opgave, der ikke kan løses af skolen alene. Her bliver hendes vigtigste blinde vinkel tydelig: Synet på forældrene.

De veluddannede forældre

Når Stine Groth efterlyser, at “forældrene spiller bold på deres egen banehalvdel”, risikerer hun at gøre forældre til modspillere i stedet for medspillere. Det er en fejllæsning af virkeligheden i folkeskolen.

Vi forældre er nemlig ikke et problem, der skal skubbes væk. Tværtimod er vi et af skolens største – og mest oversete – potentialer.

Vi lever i et samfund, hvor en stor del af forældregenerationen har en videregående uddannelse. Omkring hver tredje voksen dansker har en mellemlang eller lang videregående uddannelse, og andelen er endnu højere blandt de 25–45-årige, hvor over halvdelen har en videregående uddannelse. Det ændrer grundlæggende præmissen for lærernes arbejde. Læreren er således ikke længere den eneste vidensautoritet i lokalsamfundet.

Løsningen på folkeskolens udfordringer er derfor ikke at genoprette en stærkere, mere ensidig lærerautoritet alene gennem krav og konsekvenser. Løsningen er at gentænke samarbejdet med de nye generationer af veluddannede forældre.

Folkeskolens formålsparagraf starter netop med ordene “i samarbejde med forældrene”. Det er ikke en detalje, det er et princip. Opdragelse, dannelse og læring er et fælles projekt. Derfor kan skolen ikke kun være en undervisningsinstitution. Den er også en opdragelsesinstitution.

Professionel samarbejdspartner

Når børn kommer for sent, afbryder undervisningen eller bringer konflikter med ind i skolen, er det ikke et argument for, at lærerne skal trække grænserne skarpere op mellem skole og hjem. Det er et argument for at styrke forbindelsen mellem dem.

Jeres vigtigste opgave er derfor ikke at skærme jer mod forældrene, men at inddrage os som aktive medaktører i vores børns udvikling. Det kræver, at I får en anden forståelse af jeres lærerrolle: Mindre som en enevældig autoritet og mere som en professionel samarbejdspartner, der kan facilitere fællesskaber – også mellem skole og os forældre.

Det betyder ikke, at alt skal forhandles, eller at I ikke må stille krav. Selvfølgelig skal der være tydelige rammer i et klasselokale. Men de virker kun, hvis de er forankret i et fælles ansvar – ikke i en opdeling af ansvar.

Hvis vi gør skolen til en lukket institution, hvor læreren alene definerer normerne, mister vi forbindelsen til det samfund, som skolen skal forberede eleverne til. Og så risikerer vi det, Groth advarer imod: En presset skole, der mister sin relevans.

Derfor er udfordringen ikke, at skolen er blevet en opdragelsesinstitution. Udfordringen er, at vi endnu ikke har taget konsekvensen af, at opdragelse, dannelse og læring i dag er et fælles anliggende mellem forældrene og skolen.