Lærermangel er ikke et nyt fænomen

Lærermanglen vokser, kunne jeg med bestyrtelse læse i Folkeskolen nummer 4. Formanden kalder det alarmerende. Uha, uha.

Men er det nu så alarmerende? Vi har da før hørt om lærermangel. Hvem husker ikke de tider, hvor man lavede aftrædelsesordninger, fordi der var for mange. Jeg mener, at lærermanglen i høj grad er selvforskyldt. Men hvis lærermanglen er reel i disse tider, hvad er så årsagen? Og hvad kan man gøre ved det?

Jo, man kunne begynde at gøre sig umage med at holde på de lærere, man har, så de ikke går på pension for tidligt.

Selv gik jeg af for tre år siden som 60-årig på grund af en næsten ubærlig mængde af møder og en voldsom indskrænkning af undervisningstiden. Der var ved den lejlighed ingen, der med et eneste ord spurgte, om jeg ikke kunne overtales til at fortsætte lidt længere (bortset fra elever og forældre).

Er der i det hele taget nogen, der har undersøgt, hvorfor mange lærere går af så snart som muligt? Jeg mindes det ikke.

Hvis lærermanglen skal løses, må man aktivt prøve at overtale lærere til at blive lidt længere ved at byde nogle mere tålelige arbejdsforhold. Man kunne jo spørge pensionslystne lærere, hvad der skulle til for at få dem til at blive er par år mere.

En anden måde at løse en del af problemet på er ganske enkelt at erstatte en del timer, der bruges til møder og papirarbejde, med timer til undervisning. Desværre er mængden af disse ting steget gevaldigt i Bertel Haarders tid som minister, selv om han ikke skal have skyld for alle ulykkerne.

Jeg er ganske sikker på, at lærermanglen kan løses, uden at det er nødvendigt at ansætte ret mange flere. Hvor svært kan det være?